rummeter

Rummeter, skovrummeter, måleenhed ved salg af brænde, forkortelse rm. Ifølge forbrugerombudsmandens retningslinjer for markedsføring af brænde (1995) er 1 rm brænde lig med den mængde brænde, som i stablet form fylder 1 m3. Ved udmålingen skal træet have den længde og form, kløvet eller ikke-kløvet, hvori det leveres til forbrugeren. 1 rm brænde består af 0,65-0,75 m3 træmasse.

Ved salg af brænde anvendes også måleenheden kasserummeter. En kasserummeter brænde er lig med den mængde afkortet og kløvet træ, der kan være i en kasse med indre volumen 1 m3, når træstykkerne smides tilfældigt i kassen. Indholdet af træmasse i en kasserummeter brænde varierer meget, men kan som tommelfingerregel sættes til 0,45 m3.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig