rumfart (folkeret)

Udviklingen af rumteknologien har nødvendiggjort en international regulering af anvendelsen af det ydre rum. Staternes territorialhøjhed ansås tidligere for at strække sig ubegrænset ud i rummet over deres land- og søterritorium (usque ad coelum-princippet). Det har imidlertid ikke været muligt at opnå international enighed om en præcis folkeretlig definition af grænsen mellem staternes luftterritorium og det ydre rum. Forskellige kriterier har været søgt anvendt, fx fysiske forhold i atmosfæren, flyvehøjder for konventionelle fly og satellitter eller højdeangivelser, hvor flere stater er gået ind for 110 km. Den folkeretlige regulering bygger bl.a. på principper vedtaget af FN's generalforsamling i 1963, og hovedformålene er udelukkelse af territoriale krav, forskningsadgang for alle stater og demilitarisering. Forbud mod kernevåbenforsøg blev i 1963 fastlagt ved en traktat, der forbyder sådanne forsøg såvel i atmosfæren som i det ydre rum og under vandet.

Traktaten om det ydre rum fra 1967 er den grundlæggende traktat, der indeholder principper for staternes aktiviteter vedrørende udforskning og anvendelse af det ydre rum, herunder Månen og andre himmellegemer. Hertil kommer en række specialkonventioner: Redningsaftalen fra 1968 indeholder forskrifter om astronauters redning og hjemsendelse samt tilbagelevering af genstande, som er opsendt i det ydre rum, Ansvarskonventionen fra 1972 fastslår staternes objektive erstatningsansvar for skader forårsaget af rumgenstande, og Registreringskonventionen fra 1975 pålægger staterne at føre register over genstande, som de sender ud i rummet, og underrette FN's generalsekretær herom. Danmark er part i samtlige disse internationale aftaler. Måneaftalen fra 1979 regulerer mere specifikt staternes aktiviteter på Månen og andre himmellegemer. Herudover er der indgået en række internationale aftaler om videnskabeligt samarbejde, benyttelse af satellitter m.m.

Læs mere om rumfart.