Rumjura omhandler nationer og personers rettigheder og pligter i rummet. Med den rivende teknologiske udvikling, man så inden for rumfart i 1950'erne og 1960'ern, blev det tydeligt, at man måtte vedtage international regulering af anvendelsen af det ydre rum.
Ydre rum-traktaten fra 1967 danner basis for international lov i rummet; den senest vedtagne internationale rumlov er Måneaftalen fra 1979. Fem internationale aftaler danner grundlag for ret og pligt i rummet.
Fem internationale aftaler sætter rammer for ret og pligt i rummet. Ydre rum-traktaten er den grundlæggende traktat, og i tillæg hertil er der en række aftaler og specialkonventioner.
De fem internationale aftaler er vedtaget i perioden 1967 til 1979, og Danmark er part i alle:
Staternes territorialhøjhed ansås tidligere for at strække sig ubegrænset ud i rummet over deres land- og søterritorium (usque ad coelum-princippet). Det har imidlertid ikke været muligt at opnå international enighed om en præcis folkeretlig definition af grænsen mellem staternes luftterritorium og det ydre rum.
Forskellige kriterier har været søgt anvendt, fx fysiske forhold i atmosfæren, flyvehøjder for konventionelle fly og satellitter eller højdeangivelser, hvor flere stater er gået ind for 110 km. Den folkeretlige regulering bygger bl.a. på principper vedtaget af FN's generalforsamling i 1963, og hovedformålene er udelukkelse af territoriale krav, forskningsadgang for alle stater og demilitarisering. Forbud mod kernevåbenforsøg blev i 1963 fastlagt ved en traktat, der forbyder sådanne forsøg såvel i atmosfæren som i det ydre rum og under vandet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.