Rullemodstand, energitab, der opstår, når fx et dæk ruller hen ad en flade. Modstanden skyldes, at dækket ændrer form på det stykke, der er i kontakt med underlaget, og en del af den mekaniske energi derved omsættes til varme. Rullemodstanden angives ofte som den kraft, hvormed bilen påvirkes pga. energitabet. For en bil er rullemodstanden proportional med dens vægt. Med moderne radialdæk bliver modstanden derimod stort set uafhængig af hastigheden. Rullemodstanden er næst efter luftmodstanden den vigtigste faktor for brændstoføkonomien.