Rubricering
Detalje i håndskrift fra midten af 1400-tallet. Bemærk skrivelinjerne, der skal holde skriverens pen på rette spor under skrivningen.
Rubricering
En rubriceret bogside i en trykt prædiken fra cirka 1480'erne. Teksten fortæller om de tre vise mænd ved Jesu krybbe.

Rubricering hedder de normalt røde farvespor, der i den nordeuropæiske middelalder som regel blev penslet på begyndelsesbogstaverne i håndskrevne og bogtrykte sætninger. Arbejdet blev normalt udført af specielle illuminatører. Ofte blev rubriceringen suppleret med røde understregninger og pyntelinjer.

Faktaboks

Etymologi

Af latin: rubica. At forsyne med røde rubrikker. Af rubrum = rød

Formålet med rubricering

Formålet med rubricering var at tjene overskueligheden af teksten, blandt andet fordi bøger dengang oftest blev højtlæst, og fordi bogstaver, især før bogtrykkerkunsten blev opfundet, kunne se meget forskellige ud, alt efter hvor i Nordeuropa bogen var blevet skrevet. Da både skind og papir tillige var kostbart, skrev og satte man typisk teksten i små skriftgrader, så tæt som muligt og uden afsnitsdelinger. Først efter Gutenbergs opfindelse af bogtrykket og de løse typer omkring 1450 fik bogstaverne i det nordeuropæiske område med skrifterne schwabacher og fraktur et større fællespræg.

Fra begyndelsen af 1500-tallet ser man trykte bøger med afsnitsdelinger og blystøbte initialer til erstatning for rubriceringerne, og efter cirka 1500 er det kun i skolebøger, man af og til ser rubricering.

Læs mere i Den Store Danske

Literatur

  • Petersen, Erik: Skrift og Bog. Oldtid, Middelalder, Renæssance. København, 1984

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig