Rotation, (af lat. rotatio, af rotare 'dreje omkring', af rota 'hjul'), i politik og organisationer et princip om, at medlemmerne på skift udøver myndighed og følger myndighed. Princippet omtales af Aristoteles sammen med lodtrækning som de demokratiske principper, hvor alle er lige kvalificerede og både skal kunne befale og adlyde, mens han betegnede valg som det aristokratiske princip. Et aspekt i rotationsprincippet er tidsbegrænset varetagelse af tillidsposter. I fx det tidligere Jugoslavien lod man efter Titos død præsidentposten overgå til et præsidentskab, hvor formandskabet gik på skift blandt medlemmerne. I dansk politik kendes rotationsprincipper bl.a. fra Enhedslisten, hvis folketingsmedlemmer kun må sidde i Folketinget i en begrænset periode.