romersk gravskik

Romerske begravelser foregik uden for pomerium, dvs. bygrænsen, dels af religiøse grunde, dels af frygt for sygdomme. I republikken og den tidlige kejsertid var brandgrave mest almindelige. I denne periode bestod overklassens grave oftest af store husformede bygninger.

Rige frigivne slavegjorte i den sene republik og i augustæisk tid brugte almindeligvis grave, der bestod af et simpelt rum med portrætter af de afdøde og med indskrifter på facaden. Flere af disse kan stadig ses langs Via Appia i Rom. Velhavende slavegjorte og frigivne var ofte begravet i kolumbarier, som var underjordiske kamre med nicher med urner.

De fattige blev begravet i enkle grave, enten i simple urner eller lagt direkte i et hul i jorden. Oven på graven placeredes en gravsten eller en amfora. De allerfattigste blev lagt i massegrave, nærmest lossepladser, hvor der også blev smidt døde dyr og affald.

I begyndelsen af 100-tallet e.v.t. blev jordfæstegrave mest almindelige. Overklassen brugte familiegravsteder med et underjordisk gravkammer og rum ovenpå, hvor familien kunne mødes og mindes den afdøde; nu anvendtes især marmorsarkofager. I samme århundrede opstod katakomberne, som primært blev brugt til kristne og jødiske begravelser. I Rom lå de spredt i hele byens udkant. De bestod af et underjordisk gangsystem, som tilsammen rummede mindst 1 million grave.