Roeoptager, landbrugsredskab til optagning af 2-3 rækker roer pr. gang. Roerne løftes op af jorden, ved at en skråt nedadrettet gaffel under fremkørsel presses ind under roerne. Ved nyere typer roeoptagere kan gaflen være erstattet af skråtstillede tallerkner eller slæbeskær. De første roeoptagere afleverede roerne direkte på jorden. Moderne maskiner renser først roerne på rouletter eller tromler, hvorefter de transporteres op i en tank for senere at kunne blive læsset direkte i vogn eller kule.