rod (på planter)

Rod. Figuren viser rodens udviklingsstadier. De yngste dele af roden, 1, omfatter rodspidsen med det apikale meristem. Her foregår intensiv celledeling; hos en rugplante ca. 18.000 delinger pr. døgn. Området kaldes derfor delingszonen og ligger lige over rodhætten. Cellerne strækkes derefter i strækningszonen, og i differentierings- eller rodhårszonen udvikles cellerne, de får forskellige funktioner, og der dannes rodhår. I 2 er alle cellerne i roden udviklet, men allerede i næste niveau, 3, nedbrydes rodhårene sammen med overhuden. I rødder, der vokser i tykkelse, anlægges her de første dele af kambiet mellem xylem og phloem, og i 4 er kambiet fuldendt og har dannet sekundære ledningsvæv. 5 illustrerer den ældre rod, hvor vækst i tykkelse medfører, at den primære bark, der ikke mere kan nå rundt om ledningsvævet, er sprængt og erstattet af korkvæv dannet fra korkkambiet.

.

Rod. Frø, spiring og kimplanteudvikling hos dækfrøede planter. 1 og 2 er eksempler på tokimbladede planter, 3 og 4 på enkimbladede. 1 Epigæisk spiring hos sojabønne. De grønne kimblade kan foretage fotosyntese, hvorved der hurtigt produceres næring til kimplantens vækst. Senere visner kimbladene, og fotosyntesen overtages af de nydannede løvblade. 2 Haveært spirer hypogæisk, og de underjordiske kimblade fungerer som næringsdepoter. De første lavblade er uden stor fotosynteseaktivitet, mens de efterfølgende løvblade sørger for næringsproduktion til den videre vækst. 3 Epigæisk spiring hos løg. Det første og de efterfølgende løvblade bryder ud fra kimbladets omskedende bladfod. Bladfødderne, der omslutter den korte stængel, svulmer efterhånden op pga. oplagsnæring, hvorved løget dannes. 4 Majs har hypogæisk spiring. Næringen fra frøhviden transporteres bl.a. ud i kimroden, der forlænges og gennembryder koleorhiza, mens vækst i skudspidsen resulterer i gennembrydning af koleoptilen.

.

Artikelstart

Rod, et af de tre grundorganer hos bregner, padderokker, ulvefodsplanter og frøplanter; de to øvrige grundorganer er stængel og blade. En rod er et mere eller mindre cylinderformet, ofte underjordisk organ, der ikke bærer blade. Rodens funktion er at fastholde planten i jorden, opsuge vand og næringssalte og oplagre reservenæring. Alger og mosser har rodlignende celletråde, rhizoider, som tjener til at fastholde planten.

Rodtyper hos frøplanter

Rødder inddeles efter deres form, funktion og udviklingstrin. Når et frø spirer, er kimroden det første, der kommer ud gennem frøskallen . Efter spiring vokser kimroden lodret ned i jorden, hvor den opsuger vand og næringssalte og fæstner planten i jorden. Hos mange nøgenfrøede og tokimbladede planter udvikles kimroden videre til en lodret voksende pælerod, der efterhånden svulmer op og opfylder den tredje vigtige funktion: at være depot for oplagsnæring. Fra pæleroden kan der dannes sekundære rødder, siderødder, som vokser vandret eller skråt gennem jorden. Hos enkimbladede planter, fx græsserne, og hos en del tokimbladede vokser kimroden ikke videre. Her udvikles i stedet flere rødder fra stænglens nederste område, som tilsammen danner et trevlerodssystem. De enkelte, ligeværdige rødder i trevleroden betegnes birødder, da de er udvækster fra stænglen. Sådanne birødder, der har samme anatomiske opbygning som andre rødder, kan ligeledes anlægge siderødder.

Nogle rødder har andre, specialiserede opgaver og benævnes efter disse: Ammerødder er oplagrende organer hos fx vorterod, sukkerroe og georginer. Luftrødder kan optage luftens fugtighed hos bl.a. orkidéer; hos luftrødder er cellerne under epidermis undertiden udstyret med grønkorn, så rødderne også kan foretage fotosyntese. Klatrerødder hos vedbend udskiller en kitagtig, klæbende substans fra overhudscellerne, som kan fastholde planten til fx bygninger eller andre planter. Støtterødder hos mange tropiske træer, fx Banyontræer og flere Ficus-arter, er birødder, der vokser ned fra grene og hjælper med at støtte planten, så den ikke vælter; det er ofte planter med svage stængler, der udvikler støtterødder. Hos visse mangroveplanter er der udviklet ånderødder, der vokser op af jorden og sikrer ilttilførslen til de ellers vanddækkede rødder. Snylterødder forankrer planten til en værtsplante og tapper denne for næringsstoffer. Snylterødder udvikles især hos planter, der mangler grønkorn og ikke selv er i stand til at foretage fotosyntese, men også hos fx mistelten. Enkelte planter klarer sig helt uden rødder. Det gælder fx spansk mos, Tillandsia usneoides, der vokser i trækronerne i Mellemamerikas tågeskove. Hele plantens overflade er dækket af specielle hår, der opsuger vand og næringssalte.

Opbygning

Rodens yderste spids er dækket af rodhætten, der beskytter det underliggende vækstpunkt, meristemet, mod mekanisk beskadigelse, når roden vokser nedad mellem jordpartikler. I vækstpunktet er alle celler i stand til at dele sig og derved danne den primære rod. Oven over meristemet, i strækningszonen, strækkes de nydannede celler, og dette bidrager især til rodspidsens bevægelse nedad. Lige ovenover, i rodhårszonen, vokser overhudens celler ud til rodhår, som intensiverer opsugning fra jorden. Rodhårene, og dermed overhuden, nedbrydes efter nogen tid, og beskyttelsen af roden overtages af cellelaget indenfor.

Ledningsvævet, phloem (sivæv) og xylem (vedvæv), ligger centralt i roden, i stelen, som yderst består af et parenkymatisk væv, pericyklen. Herfra dannes siderødder ved lokaliseret celledeling i et lille område. Hos rødder, der vokser i omkreds ved sekundær vækst (se tykkelsesvækst), opstår ligeledes fra pericyklen dele af det vaskulære kambium og korkkambiet. Disse vækstlag danner henholdsvis sekundære ledningsvæv, der ofte indeholder mange parenkymceller til oplagring, og kork, der beskytter roden. Stelen er omgivet af parenkymvæv, cortex, hvor der oplagres stivelse i cellernes plastider. Det inderste lag i cortex er endodermis, der har stor betydning for transport ind i roden. Cortex er yderst omgivet af et enkelt cellelag, overhuden. Både rodhætteceller og overhudsceller producerer en slim, som letter rodens passage ned mellem jordpartiklerne og øger rod-jord-kontakten og derved letter optagelsen af næringsstof. I slimlaget findes forskellige typer af bakterier, bl.a. kvælstoffikserende bakterier.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig