rockmusik

Rockmusik. The Beatles ankommer til Københavns lufthavn Kastrup i 1964 og modtages af et tusindtal unge fans. Store rocknavne kan samle i titusindvis af tilskuere til gigantiske udendørskoncerter, stadionrock. Det tog fart i midten af 1960'erne, da koncerter med The Beatles blev store publikumsattraktioner. For gruppen kulminerede det i 1965 med en koncert på Shea Stadium i USA. Lydanlæggene var endnu ikke udviklet til at spille så store arenaer op, så musikken druknede fuldstændig i larmen fra publikum (55.600). The Beatles fandt det kunstnerisk utilfredsstillende og valgte et år senere at standse deres koncertaktiviteter.

.

The Doors gæstede København 1968 under gruppens eneste turné i Europa. I den forbindelse blev også en koncert indspillet i Danmarks Radios TV-Byen.

.
.

Sinéad O'Connor på Tønder Festival 2013.

.

Rockmusik. Indtil midten af 1960'erne var det almindeligt, at musikerne lod sig afbilde på pladecoveret. Men man begyndte da at bearbejde disse billeder i et forsøg på at skabe et billedsprog, der svarede til musikkens radikalitet. Således udvikledes coverart. Pladecoveret til Velvet Undergrounds kontroversielle debutplade blev designet af Andy Warhol. Den gule bananskræl var et aftageligt klistermærke uden på papcoverets billede af en skrællet banan; coveret blev trykt i flere farvevarianter, hvilket bl.a. siden hen har gjort pladen til et yndet samlerobjekt.

.

Rockmusik, rock, den (ungdoms)musik, der fra sidste del af 1900-t. har været dominerende inden for det populærmusikalske felt og på mange måder har været knyttet til begreber som opposition, oprør og stoffer.

Faktaboks

etymologi:
1. led i ordet rockmusik er engelsk rock, fork. af rock'n'roll.

Stilistisk refererer begrebet til en musik, der bygger på rock'n'roll-traditionen, men betegnelsen anvendes oftere som paraply for en meget differentieret gruppe af stilarter og refererer da til overvejende tekstbaserede numre spillet i et sædvanligvis kollektivt undfanget arrangement med tydelige puls- og efterslagsmarkeringer, mange synkoperinger, elektrisk forstærkede instrumenter og en ofte stærkt individualiseret spille- og sangstil.

Udtrykket kan i USA spores tilbage til omkring 1964, da det refererede til den amerikanske version af beatmusikken. Først fra omkring 1967 anvendtes betegnelsen rockmusik i Europa, hvor det afløste beatmusik som samlende betegnelse for den elektriske del af ungdomsmusikken. Fra dette tidspunkt betegnede rockmusik sammensmeltningen af engelsk beat og amerikansk hippie- og modkultur, hvilket betød, at der i begrebet var indeholdt en idé om en selvforvaltende kultur, dvs. at musikerne selv havde haft afgørende indflydelse på det kunstneriske udtryk gennem deltagelse i produktionen på betydningsfulde niveauer. Kunstnerisk frihed og viljen til at finde individuelle udtryksformer fremhævedes af den gryende rockkritik, der så rock som en massedistribueret musik, der i modsætning til popmusik var spontan og ægte (autentisk), idet den var i stand til at sætte sig ud over pladeselskabernes kommercielle interesser. Rockmusikken blev betragtet som talerør for ungdomsoprøret, og rockgruppen The Doors' budskab We want the World and we want it NOW blev formidlet i tekster, sceneoptræden, volumen, udseende og musik.

Som samlende begreb har rockmusik løbende indlemmet nye del- og subkulturer, hvilket fører til en stadig diskussion og vurdering af stilarternes indbyrdes placering i forhold til rocktraditionen. Sådanne diskussioner udspilles ofte mellem fx polerne pop/rock, mainstream/avantgarde og kommercialisme/autenticitet. Polerne afspejler rockens indlejrede konflikt mellem forståelsen af sig selv som oppositionel og uafhængig og en samtidig afhængighed af musikindustri, markedsføring og succes hos et publikum.

Æstetisk er rockmusikken hyppigt knyttet til en kollektiv produktionsproces, der omfatter komposition, tekst, arrangement, fortolkning og produktion. En gruppes lyd bygger på de instrumenter og den spillestil, gruppens medlemmer selv mestrer, hvorved en gruppe får sin egen sound, der er udgangspunktet for pladeproduktion. Medvirkende til den musikalske differentiering og udvikling er, at musikerne ofte er autodidakte og derfor tilfører musikken originale indfald. Endvidere er udformningen af numrene og udviklingen af nye stilarter stærkt knyttet til musikteknologien og dens formåen.

Rockmusikkens mest entusiastiske publikum er unge. I de forskellige subkulturer spiller musik en stor rolle både som tegn på fællesskab og solidaritet og som afgrænsning til andre unge. Gennem identifikation med et idol eller med en subkultur gøres der op med forældregenerationens konventioner. Endelig byder rockmusikkens volumen, puls og vibrationer de unge på narcissistiske, sansebetingede musikoplevelser.

Rockens stilistiske udvikling

På trods af rockmusikkens hybridkarakter har der været gjort mange forsøg på at fremstille dens historie som byggende på udelukkende sorte, hvide, oprørske eller andre traditioner, der i møderne med atter andre traditioner er blevet udvandet. Imidlertid er selve rockens udgangspunkt mødet mellem forskellige stilarter.

Rockmusikkens rødder er den afroamerikanske rhythm'n'blues og den senere rock'n'roll. Den stilbevidsthed, kropslige frigørelse og sangstil, som Elvis Presley bl.a. demonstrerede i sine film, blev eksporteret til Europa og blev efterlignet af amatørmusikere både i optræden og musik. Gruppebesætningen lead-/singleguitar, rytmeguitar, elbas og trommer blev den gængse både i beaten som hos The Beatles og The Hollies og på den engelske rhythm'n'blues-scene som hos The Rolling Stones og The Yardbirds. Inspirationen fra den amerikanske folk music og specielt Bob Dylan fik stor indflydelse på rockteksterne, der blev politiske, analyserende og poetiske. I USA opstod folkrocken med bands som The Byrds, der sammen med beatmusikken dannede udgangspunkt for hippiernes westcoastrock eller syrerock med bands som The Grateful Dead og Jefferson Airplane, der søgte at skildre narkotiske stoffers bevidsthedsudvidende dimensioner i ord og musik (psykedelisk rock). Også den avantgardistiske, støjfyldte garagerock, som blev spillet af fx Velvet Underground med Lou Reed, beskæftigede sig med stoffer, men med en socialrealistisk vinkel. I England opstod i slutningen af 1960'erne den progressive rock med bands som Pink Floyd, Genesis, Yes og Emerson, Lake & Palmer, der betragtede rockmusik som en kunst og eksperimenterede med dens former ved at tilføre den musikalsk materiale fra andre stilarter og genrer, bl.a. den europæiske kunst- og avantgardetradition (artrock, symfonisk rock, elektronikrock).

I 1970'erne fusionerede rocken med alverdens stilarter. Afroamerikanske riff- og ostinatbaserede stilarter var jazzrock, funk, latinrock, reggae og discomusik. Riffbaserede var også den voluminøse hard rock og heavy metal, som havde baggrund i bluesrock og i stildannende guitarister som Jimi Hendrix, Eric Clapton og Jimmy Page, og som nu førtes videre af guitarvirtuoser som Eddie Van Halen (se Van Halen). Ved siden af denne internationale stil udvikledes en national rockmusik, hvis sprog ikke var engelsk. Den blev ofte talerør for alternative bevægelser og græsrødder. Glitterrockens spektakulære scenefigurer som David Bowies mange sceniske personager udfordrede rockens autenticitet ligesom de store rockkoncerter med deres enorme afstand til publikum. Den engelske punkmusik med Sex Pistols som flagskib blev opfattet som en tilbageerobring af rockens spontanitet og oprør, mens den samtidige new wave udnyttede rockhistorien som et inspirerende katalog og genbrugte stilarter i nye sammenstillinger. Også den afroamerikanske rapmusik med kunstnere som Grandmaster Flash genanvendte rockhistorien ved at bygge numrene op af riffs fra gamle plader.

1980'erne blev præget af fremkomsten af digital lydbehandling med sampler og sequencer, hvorved det musikalske materiale og dets anvendelsesmuligheder udvidedes, som det afspejledes i verdensmusik, house, dance og techno. Image, stilposering og iscenesættelse dyrkedes i synth-poppen og af new romantics som fx hos Human League. På den anden side optrådte igen en bølge af rootsrock som fx Bruce Springsteen og alternativ rock som fx The Smiths og R.E.M., der forholdt sig til autenticitet og rødder både i instrumentering og i kunstnerisk udtryk. Som en udløber af punkens gør-det-selv-ideologi fik den engelske indierock med bl.a. The Jesus & Mary Chain og den amerikanske no wave med fx Sonic Youth også et stort publikum. Hele udviklingen af electronica (stilarter udviklet på computere, samplere og sequencere) har præget 1990'erne og har rejst spørgsmålet om rockmusikkens død. Samtidig har unplugged-bølgen, grunge, janglepop og britpoppen søgt at tilbageerobre rockens instrumentbaserede æstetik. Techno og den breakbeatbaserede (repetition af samplede rytmemønstre) dancekultur, acidjazz og triphop kan ikke stilistisk rummes inden for rockmusik, men distribueres og produceres ad samme kanaler, hvorfor de alligevel ofte opfattes som tilhørende rockfeltet.

Skønt rockmusik ofte identificeres med mænd, spiller kvinden og det kvindelige en vigtig rolle i dens univers, på det psykologiske plan enten som en, man må løsrive sig fra — en hæmsko for personlig frihed (fx udtrykt hos The Rolling Stones og Iggy Pop), eller som en, man længes efter at genforenes med. Hvor den første type ofte har bluesmusikken som sit musikalske udgangspunkt, har den anden type ofte den psykedeliske musik eller ambient (fx Pink Floyd og Brian Eno). Også i rockens flirt med androgyni spiller det feminine en rolle, men her snarere som et middel til at fornægte en konform mandlig seksualitet og hengive sig til en mere narcissistisk, playboypræget og lapset stil. Kvindelige musikere er blevet stadig mere synlige. 1960'ernes girlsgroups og 1970'ernes singer-songwriters er blevet afløst af hardrock-kvinder som Suzi Quatro, Joan Jett og 1990'ernes oprørske "rrriot girls" som Courtney Love (f. 1965), feminister som Tracy Chapman, Sinead O'Connor og P.J. Harvey, iscenesættere som Kate Bush, Madonna og Annie Lennox (Eurythmics) og en kønsdiskuterende gren repræsenteret af bl.a. Patti Smith.

Produktion, kommunikation, konsumption

Udbredelsen af rockmusik er tæt knyttet til plademediet. Rockmusikkens foretrukne medie blev lp-pladen (fra slutningen af 1980'erne cd'en), hvis format gav mulighed for at lave konceptalbum og vise hele spektret af en gruppes formåen. Et gennemgående træk er, at den kunstneriske frihed vokser med antallet af solgte plader. Salget og popularitet registreres via forskellige former for hitlister, hvor en høj placering fungerer som adgangskort til de øvrige medier. Vigtig i produktionen af plader er også produceren. I 1960'erne tilrettelagde pladeselskaberne produktionen af rockplader efter samme model som andre typer musik, og den blev varetaget af ansatte pladeproducere (som fx George Martin hos EMI). Beatmusikken havde en helt ny lyd og en kollektiv organisering, så i løbet af 1960'erne måtte producerne afgive dele af ansvaret for produktionen til de medvirkende musikere eller solister. Fra slutningen af 1960'erne blev det almindeligt, at rockmusikerne selv valgte en producer, som blev tilknyttet et pladeselskab mhp. at fuldføre en bestemt plade, mens det fra slutningen af 1970'erne blev almindeligt, at der på en pladeproduktion optræder flere forskellige producere for at give pladen afveksling og flere musikalske udtryk. Også studiemusikerne udvælges i forhold til specifikke musikalske kompetencer. Indspilningen af rockmusikken er blevet professionaliseret, og i 1990'erne hentes discjockeyer ind for at mixe produktioner, så de får en moderne lyd. Denne rekomposition anvendes også i de mange remix, der produceres. Studieproduktionens virtuelle lydbilleder modsvares af de mange indiegruppers LoFi-lyd, som har livelydens autenticitet som idealbillede.

Igennem rockmusikkens historie er der sket vældige skred i måderne at producere, kommunikere og konsumere musik på. Fra 1960'erne til 1980'erne var pladen en erstatning for musikerne. Livemusik, koncerter og rockfestivaler, med Woodstock som den centrale rockbegivenhed, var virkelige begivenheder og steder, hvor pladens anonymitet ophævedes, og musikerne fik ansigter. Med 1990'ernes remix-kulturer er pladen ikke længere erstatning for en musiker, men selve værket. Denne udvikling blev indledt, da The Beatles i 1967 opgav at spille koncerter og i stedet helligede sig studiearbejdet, og produktioner som Sergeant Pepper's Lonely Hearts Club Band (1967) betød, at værkbegrebet gjorde sin entré i rockmusikken.

Vigtig i distributionen af musik er radio, tv og musikmagasiner. Fra midten af 1980'erne betød MTV (Music Television) en markant ændring i lanceringen af rockmusik. Det visuelle og spektakulære blev understreget. Hvor gruppernes adgangstegn til at indspille plader tidligere var koncerter og turnéer (den såkaldte rockpyramide med pladekontrakten som endemål), ser man inden for visse stilarter ofte, at grupperne castes, dvs. sammensættes og igangsættes af et pladeselskab som konceptgrupper, der skal henvende sig til et bestemt publikum, fx Take That og Spice Girls. Skønt 1980'erne har budt på store koncentrationer af multinationale pladeselskaber, findes og dannes der stadig små idealistiske, uafhængige labels (indies), der opdyrker talenter.

Den oprørske rock fra 1960'erne var ved årtusindskiftet på mange felter indlemmet i det etablerede kulturliv. Alligevel er rockmusik stadig formidler af grænseoverskridelser, af oprør og af oprørende seksualitet.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig