Rockabilly, (eng., af 1. led i rock and roll og sidste led i hillbilly), den del af 1950'ernes rock'n'roll-musik, der knyttede an til country & western-traditionen. Stilen boogieficerede countryens ballader og romantiserede bluesen. Centralt for udviklingen af stilen stod Sam Phillips (1923-2003), ejer af pladeselskabet Sun. Med rockabilly forbindes udelukkende hvide solister som den tidlige Elvis Presley, Carl Perkins, Roy Orbison, Johnny Cash samt en enkelt klaverspillende solist, Jerry Lee Lewis.