Roadmovie, filmgenre, der slog igennem i amerikansk film omkring 1970 med bl.a. Easy Rider (1969) og Five Easy Pieces (1970), hvor en rodløs person på en ofte planløs rejse i det store landskab søger klarhed over sin egen identitet.
Genren, der delvis har baggrund i amerikansk litteratur som Jack Kerouacs On the Roads (1957, Vejene), markerer en modernistisk tendens i 1970'ernes amerikanske film, hvor den klassiske, målrettede fortælling glider i baggrunden.
Genren er siden blevet dyrket af bl.a. Wim Wenders med Paris, Texas (1984), David Lynch med Wild at Heart (1990, Vilde hjerter), Ridley Scott med Thelma & Louise (1991) og Oliver Stone med Natural Born Killers (1994).
Inden for dansk film kan nævnes Thomas Vinterbergs De største helte (1996) og Ole Bornedals tv-serie Charlot og Charlotte (1996).
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.