Rigsæble

Det danske rigsæble af guld med emalje og taffelstene. Det blev lavet i Hamburg til Frederik 3.s kroning i 1648 og anvendtes ved enevældens salvinger.

Rigsæble
Af /Ritzau Scanpix.

Et rigsæble er et kugleformet værdighedstegn af kostbare materialer, der bliver anvendt ved kroninger og officielle begivenheder for at markere kejserlig, kongelig og fyrstelig status.

Rigsæblets symbolik

I antikken havde kuglen en tredobbelt betydning, idet den symboliserede både stjernehimlen, Jorden og verdensherredømmet. Efter kristendommens sejr fik kuglen påsat et kors som tegn på Guds almagt og på fyrsten som hans udvalgte. Som herskersymbol kendes rigsæblet i Det Byzantinske Rige, hvorfra det nåede Vesteuropa i tidlig middelalder.

Først renæssancens opdagelsesrejser gjorde kuglen til sindbillede på jordkloden, således som det ses på det svenske rigsæble, hvis overflade blev graveret med et verdenskort i 1568. Oftest udtrykkes samme budskab ved vandrette og lodrette bånd, der tillige skjuler, at rigsæblet er sammensat af to halvkugleformede skåle, idet en massiv metalkugle ville være for tung at bære.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig