Rigslovgivning, lovgivning, der gælder for hele riget. Før indførelsen af Christian 5.s Danske Lov i 1683 bestod Danmark af tre retsområder, hvor retsgrundlaget var landskabslove, der var nedskrevet i begyndelsen af 1200-t. I løbet af 1200-t. anerkendtes en ret for kongen til at være medbestemmende i lovgivningen, hvilket i forbindelse med afholdelse af rigsmøder kom til at danne grundlag for en rigslovgivning. I middelalderen var antallet af rigslove forholdsvis beskedent, fx kan nævnes Erik 5. Klippings såkaldte håndfæstning fra 1282. Fra begyndelsen af 1500-t. fik statsmagten en central betydning, og det afspejles også i en omfattende rigslovgivning i form af forordninger, ordinanser og recesser, der supplerede og ændrede reglerne i landskabslovene.