rigsfællesskabet

Rigsfællesskabet, det statsretlige forhold mellem Danmark, Færøerne og Grønland, der udgør de tre dele af Danmarks Rige, jf. Danmarks Riges Grundlovs § 1 ("Denne grundlov gælder for alle dele af Danmarks Rige.")

Rigsfællesskabet indebærer, at de færøske og grønlandske hjemmestyremyndigheder inden for Grundlovens rammer selvstændigt varetager visse nærmere beskrevne statslige beføjelser, der er overtaget i henhold til lovene om Færøernes hjemmestyre og Grønlands hjemmestyre, som er vedtaget af Folketinget i hhv. 1948 og 1978. Rigsfællesskabets eksistens og udfoldelse inden for Grundlovens rammer indebærer, at ingen af de to oversøiske rigsdele kan frigøre sig fra Grundloven eller udskille sig fra Danmarks Rige og samtidig forblive medlem af rigsfællesskabet. Omvendt er rigsfællesskabet ikke til hinder for, at de gældende hjemmestyreordninger kan ændres eller erstattes af mere vidtgående selvstyreordninger, så længe Grundloven med de justeringer, der antages at være sket ved forfatningsretlig sædvane, fortsat danner den overordnede ramme for sådanne ordninger.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig