Rift, riftzone, riftsystem, geologisk struktur dannet ved ekstension, dvs. dannelse af strækningsspændinger i jordskorpen i forbindelse med de konstruktive rande af de store lithosfæreplader.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet rift er engelsk, beslægtet med dansk rift.
Siden introduktionen af pladetektonik-teorien er betegnelsen særlig blevet tilknyttet de seismisk aktive vulkanske spredningssystemer. Resultatet er ofte riftdale, der er langstrakte indsynkninger begrænset af normalforkastninger (se forkastning), og som kan være 30-60 km brede med stejle, ofte trappeformede sider.
Spredningssystemerne danner systemer på flere hundrede kilometers længde. I oceanerne markeres de af midtoceanryggene. På bunden af Atlanterhavet og Det Indiske Ocean danner de 1-2 km dybe riftdale med udbredt basaltisk vulkanisme; på kontinenterne er der udviklet mere uregelmæssige systemer af fladbundede dale med vulkankegler og dybe søer. Vulkanismen i de kontinentale rifts er ofte ekstremt alkalisk.
| De topografisk mest udprægede riftzoner er fra Yngre Tertiær og Kvartær; de kendteste er |
|---|
| Rift Valley |
| Rhingraven |
| Suez-Rødehav-Aden-systemet med begyndende oceanbundsdannelse |
| Bajkalsystemet i Sibirien |
| oceanryggene |
| Gamle gravsænkninger, som var led i et globalt, aktivt brudsystem, betegnes palæorifts. Disse ældre riftsystemer findes mange steder i kontinentskorpen, fx |
| Vikinggraven og Centralgraven i Nordsøbassinet (Jura-Kridt) |
| Oslofeltet (Perm) |
| Gardarprovinsen i Sydgrønland (Proterozoikum) |
Større sideværts-forkastninger som Jordandalen med Det Døde Hav og Sankt Andreas-forkastningen blev tidligere betegnet som rifts.
Til forskel fra en rift er en gravsænkning en rent strukturel betegnelse; gravsænkninger findes således også uden for egentlige riftzoner.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.