Retningskarakteristik, rumlig beskrivelse af udstrålingsforhold (direktivitet) eller modtageforhold for hhv. højtalere og mikrofoner eller antenner. For højtalerens vedkommende udtrykker retningskarakteristikken, hvor kraftigt et lydtrykniveau højtaleren kan afgive i forskellige retninger, fx på en kugleflade med højtaleren i centrum. Højtalerens retningskarakteristik har stor betydning for, hvorledes lyden forplanter sig i et givet rum. For mikrofoners retningskarakteristik og antenners retningsdiagram, se hhv. mikrofon og antenne.