Ved indånding i hvile trækker nogle af musklerne mellem ribbenene sig sammen. Herved løftes de skråtstillede ribben, hvorved brysthulens omfang forøges. Endvidere trækker musklerne i mellemgulvet sig sammen. Ved sammentrækningen afflades mellemgulvet, hvilket bidrager til forøgelsen af brysthulens volumen. Pga. vedhæftningen (adhæsionskræfterne) mellem de fugtige lungehinder på brystvæggens inderside og lungernes yderside følger de elastiske lunger brystvæggens og mellemgulvets bevægelser og udspiles, hvorved der opstår et undertryk i lungernes luftholdige indre i forhold til ved mundåbningen. Pga. trykforskellen suges luft gennem bronkierne ned i lungerne.
Da brystvæggen og lungerne er elastiske, vender de tilbage til udgangspositionen, når musklerne igen afslappes. Herved presses luften ud af lungerne. Udåndingen er således en passiv proces i hvile, hvor hvert enkelt åndedræt andrager ca. 0,5 l. Er åndedrætsfrekvensen 12 pr. min, andrager ventilationen således 6 l/min. Ventilationen kan, ved en kombination af forøget frekvens og størrelse af det enkelte åndedrag, øges til ca. 200 l/min (den maksimale voluntære ventilation); under disse omstændigheder inddrages adskillige muskler i bevægelsen af brystvæggen, og udåndingen er ikke længere passiv.
Af den halve liter luft, der indåndes pr. åndedrag i hvile, når kun ca. 350 ml ned til de lungeafsnit, hvor der foregår luftskifte. De resterende ca. 150 ml når ikke længere end til luftrøret og bronkierne, og disse dele af luftvejene siges derfor at udgøre det døde rum, altså et ineffektivt ventilationsvolumen. En forøgelse af det døde rum, fx ved ånding gennem et rør (fx en snorkel), vil derfor kræve en forøget dybde af åndedrættet og dermed et forøget respirationsarbejde.
Sammentrækningen af åndedrætsmusklerne styres af nerveceller i rygmarven, som igen styres af et respirationscenter i den øverste del af rygmarven. Cellerne her er i stand til spontant at udsende rytmiske impulser. I tillæg hertil modtager respirationscentret talrige regulerende impulser: fra hjernebarken, når det besluttes, at der skal udføres muskelaktivitet — ventilationen vil omgående ændres, så den passer til den nye aktivitet; fra centrale kemoreceptorer omkring respirationscentret, som er i stand til at reagere på kuldioxidkoncentrationen i blodet — en stigende koncentration vil udløse forøget ventilation; fra perifere kemoreceptorer i de store halspulsårer og i legemspulsåren, som vil registrere surhedsgraden og iltindholdet i blodet — ved stigende surhedsgrad og/eller faldende iltindhold øges ventilationen; og endelig fra nerver i muskler, sener og led, som signalerer til respirationscentret, når der er muskelaktivitet.
Respirationscentret er således indrettet på konstant at tilpasse ventilationen til ændringer i omgivelsernes iltindhold, fx ved opstigning til højere luftlag, og i organismens iltforbrug og kuldioxidproduktion, fx ved muskelarbejde. Af denne grund forbliver ilt- og kuldioxidindholdet i blodet konstant selv under langvarigt og svært muskelarbejde.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.