Renormalisationsteori, fysisk nøglebegreb i kvantefeltteori og i teorien for faseovergange med dertilhørende kritiske fænomener. Teorien opstod ca. 1950, da det lykkedes R.P. Feynman, J.S. Schwinger og S. Tomonaga at beregne kvantekorrektioner i kvanteelektrodynamik med perfekt overensstemmelse med eksperimenter. I behandlingen optræder imidlertid tilsyneladende matematisk meningsløse udtryk, som man med renormalisationsteoriens omfortolkning kunne "skjule", så de aldrig viste sig i målelige størrelser.

Mange fysikere fandt teorien succesfuld, men matematisk utilfredsstillende, indtil K.G. Wilson indførte en ny behandling baseret på en dyb analogi mellem teorien for kritiske fænomener og kvantefeltteori formuleret ved hjælp af Feynmans såkaldte vejintegraler.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig