Renografi er en metode til at undersøge nyrernes funktion og afløbsforhold. Ved undersøgelsen benyttes et kortlivet radioaktivt sporstof, som udskilles gennem nyrerne. Sporstoffet sprøjtes ind i en blodåre (vene), og radioaktiviteten gør det muligt at følge sporstoffet i kroppen med et gammakamera. Derved kan man se, hvor meget sporstof der optages af hver nyre, og hvor hurtigt sporstoffet udskilles til blæren.
renografi
Renografi. Efter indsprøjtning af en radioaktiv isotop, der optages og udskilles gennem nyrerne, følges optagelsen og udskillelsen med en detektor (gammakamera). Den målte radioaktivitet over hver nyre optegnes som en kurve i form af et renogram. Venstre renogram er normalt; den bratte stigning af kurven til et maksimum og det hurtige fald viser god optagelse af den radioaktive isotop og hurtig udskillelse gennem urinvejene. Det højre renogram viser nedsat optagelse, og afløbet fra nyren er hæmmet. Højre nyres andel af den samlede nyrefunktion kan ud fra renografien beregnes til 20%. Patienten er en 60-årig mand med udvidet nyrebækken (hydronefrose) pga. forsnævring af højre urinleder.
Nyrens funktion vises som en kurve
Optagelsen laves som en serie billeder (dynamisk optagelse), lidt som en tegnefilm. Signalet fra hver nyre vises som en kurve. Et plot af kurverne fra renografi kaldes et renogram. Et renogram fra en normal nyre vil vise en kurve, som stiger kraftigt i starten, topper efter et par minutter, og derefter falder fordi sporstoffet udskilles til blæren.
Kurven ved nedsat nyrefunktion
Hvis en nyre fx har nedsat funktion, vil nyrens renogram-kurve kun stige langsomt, og hvis der er hæmmet afløb af urin fra en nyre, eller hvis nyrebækkenet er forstørret, vil dette vise sig ved en langsommere udskillelse.
Tilstande, hvor renografi anvendes
Renografi anvendes i forbindelse med påvisning af sygdomme i nyrer og urinveje, fx betændelsestilstande, stendannelse, svulster og udvidelse af nyrebækkenet (hydronefrose) eller urinleder, fx som følge af, at urinens afløb fra nyren er hæmmet. Renografi indgår også i udredningen af blodtryksforhøjelse, som kan skyldes nyrearterieforsnævring eller lidelser i nyrevævet.
Når resultatet af en renografi sammenholdes med bestemmelse af nyreclearance (også kaldet GFR, se nyrefunktionsundersøgelser), kan den enkelte nyres funktion præcist fastslås. Dette har bl.a. betydning forud for et kirurgisk indgreb på nyren. Endelig er renografi den sikreste metode til at følge en transplanteret nyres blodforsyning og funktion.
Sporstof til renografi
Et typisk sporstof til renografi er [99mTc]Tc-DTPA. Det skal læses som stoffet DTPA (diethylentriaminpentaacetat), mærket med grundstoffet technetium (Tc), hvor isotopen af technetium er den radioaktive technetium-99m (99mTc). DTPA udskilles af nyrerne, og mærkningen med radioaktivt technetium gør det til et sporstof, som let kan måles.
Halveringstiden af 99mTc er blot 6 timer, således at radioaktiviteten hurtigt aftager. Stråledosis fra undersøgelsen er derfor ikke særlig stor, mindre end den årlige baggrundsstråling.
Historie
Renografi blev første gang beskrevet i 1956. Oprindelig anvendtes jod-131-hippuran, hvor den fysiske halveringstid er 8 dage. Nu anvendes normalt technetium-forbindelser, hvor den fysiske halveringstid er meget kortere, 6 timer.
Oprindeligt måltes signalet med to detektorer anbragt bag de to nyrer. Det gav to kurver, men hvis man ville vide noget om nyrernes form og lejring, måtte suppleres med en scintigrafi. Nu er det normalt at udføre renografi som en serie scintigrafi-optagelser (dynamisk scanning). Dermed får man både billeder og tidsmæssig information til kurverne.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.