Reluktansmotor, enfaset vekselstrømsmaskine med stærkt usymmetrisk rotor. Usymmetrien bevirker, at den magnetiske resistans, reluktansen, afhænger af rotorens vinkel i forhold til stator, oftest varierende som en sinusfunktion.

Ligesom den elektriske effekt i en modstand beregnes som resistansen gange strømmens kvadrat, beregnes den magnetiske effekt som reluktansen gange kvadratet på den magnetiske flux. Motorens drejningsmoment er proportionalt med ændringshastigheden for den magnetiske effekt og bliver nul over en periode, medmindre reluktansen ændrer sig med rotors vinkel i forhold til stator. Da fluxen ændrer sig med frekvensen for vekselstrømmen i viklingen på stator, bliver motorens omdrejningshastighed knyttet til vekselstrømmens frekvens på samme måde som for en synkronmaskine. Reluktansmotorens hastighed ændrer sig dog kortvarigt, hvis dens belastning ændres, og ved overbelastning går den i stå.

Reluktansmotoren er både simpel og pålidelig og anvendes ofte i synkronure, hvis gang styres direkte af netfrekvensen. Den kan også bruges som generator.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig