Rekombinationslinjer, spektrallinjer, som opstår, når elektroner indfanges af positive ioner. Almindeligvis indfanges elektronerne ikke i grundtilstanden, men i en højereliggende tilstand, og vil derfor henfalde til lavere tilstande; energiforskellen udsendes som lys. Som regel sker det ved en kaskade af henfald til efter hinanden følgende tilstande, så der opstår en serie af linjer. I Universet ses rekombinationslinjer i gasskyer, der er ioniserede af fx chokbølger eller ultraviolet lys.