rejse

Forud for enhver rejse vækkes der følelser og forventninger i den rejsende. Tager man rejsebranchens reklamer for pålydende, synes "drømmen om Paradis" at være den vigtigste motivation bag det moderne menneskes ønske om at rejse.

Drømmen om at finde et sted, hvor alting er harmoni og skønhed, og hvor hverdagen ikke eksisterer, er ikke ny, men kan følges gennem hele rejsens historie som den egentlige drivkraft.

Drømmen har haft mange forklædninger og navne: Edens have, Paradis, Shangri-La, El Dorado, Atlantis, men motiverne har været de samme. De rejsende er taget af sted, drevet af et ønske om at finde bedre livsvilkår, mere livsrum og dybere mening et andet sted.

Denne type rejse kommer i høj grad til at handle om en flugt fra de livsvilkår og den tilværelse, man har, men også om en stadig livsbekræftende stræben efter frihed og forandring.

Rejsens karakter er præget af den tid og den kultur, den udspringer af, ligesom den enkelte rejsende gennem tiderne er taget af sted af specifikke årsager; man har ikke rejst på samme måde i Romerriget og i opdagelsesrejsernes århundreder som i masseturismens tidsalder. Ydre kulturelle forskelle i traditioner og socialt betingede handlinger dækker over en fælles kerne, der rummer de almenmenneskelige følelser, som knytter sig til selve det at rejse, og som forbinder de rejsende på tværs af årtusinder og geografiske skel.

Hvor rejsen i dag i høj grad forbindes med frivillighed, har den historisk set i de fleste situationer snarere haft biologiske og økonomiske årsager. Nomadernes vandring har geografiske og klimatiske årsager; for nomaderne er rejsen, bevægelsen, selve grundlaget for livets opretholdelse.

Når hele stammer eller folkeslag frivilligt eller tvungent bryder op fra deres hjemsted og begiver sig på rejse, sker det i håbet om at finde bedre livsbetingelser, der hvor rejsen ender.

Historien rummer en lang række eksempler på folkevandringer, fx indoeuropæernes vandringer til Europa og de germanske stammers vandringer i Europa i 300-400-tallet, den såkaldte folkevandringstid, men også i 1900-tallet er folkevandringer jævnlig forekommet ligesom tvangsmæssige forflyttelser af hele folkeslag eller etniske grupper.

I 1700-t.s Europa var rejser hovedsagelig individuelle forretnings- og studierejser, men med den borgerlige dannelsesrejse begyndte lystelementet at spille en rolle. Målet med rejsen blev nu dobbelt: dels at erfare den ydre verden geografisk, kulturelt og historisk, dels at foretage en rejse i det indre.

Målet for rejsen blev i høj grad jeget selv, hvilket fra slutningen af 1700-tallet også satte sig spor i en ny form for rejselitteratur, der satte den rejsende, rejseoplevelser og tolkninger i centrum snarere end rejseruten og de rejsemål, der blev besøgt undervejs (se også rejsebøger).

I dansk guldalder blev det almindeligt, at unge kunstnere, understøttet af Fonden ad Usus Publicos, foretog flerårige dannelsesrejser til Tyskland, Frankrig, Grækenland og Schweiz og ikke mindst Italien, hvor de samlede kunstnerisk inspiration, oplevede fremmede kulturer og vel også benyttede chancen til at "rase ud" på tryg afstand af guldalderperiodens borgerskab. Maleren Martinus Rørbye var således på en tre år lang dannelsesrejse 1834-37, der bragte ham til Rom, Syditalien, Grækenland og Tyrkiet, og han havde yderligere to års ophold i Italien 1839-41.

Digteren H.C. Andersen nøjedes ikke blot med en eller to længere dannelsesrejser, men gjorde ligefrem rejsen til en livsstil. Ikke færre end 29 gange var H.C. Andersen på kortere eller længere udenlandsrejser. Opfattelsen af rejsens eksistentielle betydning, et markant element i dannelsesrejsens epoke, er blevet genoplivet i slutningen af 1900-tallet, hvor mange unge begiver sig ud på en form for dannelsesrejse til fx Østen eller Sydamerika. Bag den umiddelbare oplevelsestrang og udfoldelseslyst kan der spores et ønske om at (gen)finde sig selv i det fremmede og benytte rejsen til selvudvikling.

I løbet af 1800-tallet blev den rekreative lystrejse en stadig mere betydelig rejseform for det europæiske borgerskab. Fra omkring 1820 begyndte borgerskabet i England at rejse på længere ferieophold i Frankrig og Italien, verdens første rejsebureau blev grundlagt af Thomas Cook i England i 1841, og nye rejsemål kom efterhånden til, bl.a. Egypten, Grækenland, Palæstina og Skandinavien, og fra ca. 1860 arrangerede britiske og amerikanske rejsebureauer grupperejser af flere måneders varighed rundt om på kontinenterne.

Kulturtilbuddene for de rejsende blev flere og bedre, og seværdighedsbegrebet blev sat i system, understøttet af rejseguiden, der, siden den tyske Baedeker første gang publiceredes i 1840'erne, var blevet et uundværligt element i turistrejsen. Udbygningen af jernbane- og dampskibsforbindelser i Europa, Nordamerika og dele af Asien bidrog til en stærk vækst i antallet af ferierejser i sidste halvdel af 1800-t., men turistrejsen var dog stadig forbeholdt borgerskabet.

Turismen fremstod først som en massebevægelse for hele den europæiske befolkning efter 2. Verdenskrig, da konceptet med færdigsyede selskabsrejser til lave priser i form af bus- og senere charterflyrejser gav mulighed for, at store dele af befolkningen kunne holde ferie under eksotiske himmelstrøg. De moderne transportmidler har elimineret afstandene og ophævet grænserne for, hvor man kan rejse hen, og med masseturismens fremkomst i 1900-tallet er rejsens eksklusivitet endegyldigt ophævet.

Det var et hovedformål med opdagelsesrejserne at opdage, udforske og underlægge sig nye områder samt erhverve ny viden. Ofte forbindes opdagelsesrejser med Europa i 1400- og 1500-tallet, men de kendes også fra før den tid.

Indtil 1700-tallet var enhver form for rejse et anliggende for små grupper af professionelle rejsende, og rejsen havde konkrete og håndgribelige formål; rejselysten var i bedste fald sekundær.

De rejsende var håndværkere og handlende, soldater og kurerer, statsmænd og lærde, studenter og tiggere. En anden type var "rejsende i Guds navn", korsfarere og pilgrimme, der satte deres præg på rejseaktiviteterne i middelalderens Europa. 1100- og 1200-tallet var korstogenes århundreder med ikke færre end syv store korstog og en lang række mindre.

Ridderne drog ud for at erobre nyt land til kristendommen og yde værn mod hedninge, muslimer og kættere. Middelalderens pilgrimme videreførte en fra oldtiden kendt tradition for, at personer af religiøse grunde foretog en rejse til et sted, som i deres religion ansås for hellig.

I middelalderen opstod der som følge af helgen- og relikviedyrkelse en lang række kristne valfartssteder, fx apostlen Peters grav i Rom og i Norden bl.a. Olav den Helliges grav i Nidaros (Trondheim) og Knud 4. den Helliges grav i Sankt Albani Kirke i Odense.

Pilgrimsfærd er imidlertid også almindelig inden for andre religioner, fx islam, der foreskriver, at rettroende muslimer mindst én gang i livet skal foretage en valfart (hajj) til de hellige steder i Mekka.

I 980'erne rejste Erik den Røde fra Island til Grønland, og Eriks søn Leif den Lykkelige nåede omkring år 1000 frem til Vinland, sandsynligvis omkring Newfoundland. I den arabiske verden fremmedes opdagelsesrejser af de lange pilgrimsfarter til Mekka og af, at gesandter og især handlende nåede vidt omkring i Europa, Afrika og Asien.

Omkring 850 kendes en beretning fra en arabisk købmand på besøg i Hedeby i Slesvig, og 1325-49 berejste og beskrev marokkaneren Ibn Battuta hele den da kendte, ikke-kristne verden, bl.a. Indien, Kina, Sumatra og Nigerlandet. En af Europas tidligste store opdagelsesrejsende var Marco Polo, der 1271-95 opholdt sig i Fjernøsten, heraf 17 år i Kina, hvorfra han gav en detaljeret rejseberetning.

De store opdagelsers århundreder var 1400-1500-tallet Henrik Søfareren oprettede ca. 1420 en skole for astronomer, geografer, kartografer og navigatører og skabte dermed en del af grundlaget for de store opdagelsesrejser. Frem til 1460 blev der næsten hvert år sendt ekspeditioner af sted langs Afrikas vestkyst, og fra 1480'erne tog de portugisiske opdagelsesrejser for alvor fart.

Bartholomeu Diaz rundede Kap det Gode Håb 1487-88, søvejen til Indien blev etableret med Vasco da Gamas rejse rundt om Afrika 1497-98, i 1513 nåedes Canton (Guangzhou) i Kina, og ved midten af 1500-t. var der oprettet permanent kontakt til Japan.

Christoffer Columbus nåede i 1492 Vestindien, som han fejlagtigt troede var Asien, og på tre følgende ekspeditioner besejlede Columbus den centralamerikanske og den nordlige del af den sydamerikanske kyst. Det blev Amerigo Vespucci, der efter rejser 1499-1500 og 1501-02 konkluderede, at det nyfundne område ikke var Asien, men en ny verdensdel. I de følgende århundreder udgik en lang række ekspeditioner fra Europa, og de europæiske stater oprettede kolonier på de øvrige kontinenter (se koloni og kolonialisme).

I 1519 indledte Fernando de Magellan den første jordomsejling i et forsøg på at nå Asien ved at sejle vest om Jorden; han nåede dog ikke hele vejen rundt, idet han i 1521 blev slået ihjel på Filippinerne.

I 1472 sendte Christian 1. en ekspedition af sted under Didrik Pining og Hans Pothorsts ledelse. De nåede frem til Grønlands østkyst, men man kender kun lidt til rejsen. En anden ekspedition var Jens Munks rejse i 1619 med det formål at finde Nordvestpassagen; af rejsens 64 mand døde 61. 1725-41 ledede Vitus Bering to russiske ekspeditioner til farvandet mellem Rusland og Nordamerika, der senere fik hans navn, og 1761-67 ledede Carsten Niebuhr en berømmet dansk videnskabelig ekspedition til "Det Lykkelige Arabien", der fik stor betydning for udforskningen af Arabien og Persien; rejsen er beskrevet af Thorkild Hansen i Det lykkelige Arabien (1962).

1700-tallets opdagelsesrejser gjaldt især Stillehavet og Australien, hvor navnlig James Cooks tre ekspeditioner 1769-79 var afgørende; han kortlagde Stillehavet og bragte Australien og New Zealand på kortet over den kendte verden.

I 1800-tallet blev ekspeditioner til landområder som Afrika, Arktis og Antarktis dominerende i stedet for tidligere tiders søopdagelsesrejser. Udforskningen og kortlægningen af Afrikas indre foregik intensivt op igennem 1800-tallet (se Afrika (udforskning)).

I 1909 nåede amerikaneren Robert E. Peary som den første til Nordpolen, og nordmanden Roald Amundsen blev i 1911 første mand på Sydpolen (se også Nordpolsekspeditioner og Sydpolsekspeditioner).

De "hvide pletter" på verdenskortet, der stod for uudforsket land, var ved indgangen til 1900-tallet i det store og hele væk.

Nye, uopdyrkede vidder måtte søges i verdensrummet. I 1961 var russeren Jurij Gagarin første mand i rummet, og i 1969 tog amerikaneren Neil Armstrong de første skridt på Månen.