Regnbuefisk
Boesemans regnbuefisk (Melanotaenia boesemani) er en meget farvestrålende regnbuefisk, som kun kendes fra nogle få søer på halvøen Vogelkop i Papua, den indonesiske del af Ny Guinea. IUCN klassificerer den som truet (EN).
Regnbuefisk
Af /Minden/Ritzau Scanpix.

Regnbuefisk er en betegnelse for fire familier af små, farvestrålende fisk i stribefiskordenen Atheriniformes. De omfatter familierne Bedotiidae med to slægter og 16 arter fra Madagaskar, Melanotaeniidae med syv slægter og 96 arter fra Australien og Ny Guinea, Pseudomugilidae med tre slægter og 19 arter fra Australien, Ny Guinea og Indonesien samt Telmatherinidae med fem slægter og 18 arter fra Indonesien.

Det er overvejende ferskvandsfisk, som lever i floder og søer. Enkelte arter lever også i brakvand i flodmundinger og mangrover. De bliver ca. 3-20 cm lange, og flere arter har forlængede finnestråler, særlig udpræget hos bl.a. Werners regnbuefisk (Iriatherina werneri), Celebes-regnbuefisk (Marosatherina ladigesi) og visse arter i slægten Pseudomugil. De lægger alle æg, som hæftes på vandplanter, rødder eller alger.

Mange regnbuefisk er populære akvariefisk.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig