redundans

Redundans, overtydelighed ved gentagelse af samme information i forskellig form i en given sammenhæng.

Faktaboks

etymologi:
Ordet redundans kommer af latin redundantia 'overflod, fylde', af red-, se re-, og afledning af unda 'bølge'.

Sprogligt kan en meddelelse indeholde så megen overflødig information, at den forstås, selvom en del af tegnene (signalerne) går tabt.

Fonetisk viser redundans sig bl.a. ved træk som vokallængde og -kvalitet, fx eng. beat over for bit og pool over for pull, hvor det kan diskuteres, om det er længde eller spændthed, der er hhv. redundant eller betydningsadskillende.

Grammatisk redundans kan fx foreligge, både når de enkelte led i et syntagme kongruensbøjes, og når præpositioner styrer bestemte kasus, jf. ty. der kleine Junge 'den lille dreng' og für den kleinen Jungen 'for den lille dreng'.

I talesprogskonstruktioner som pigen, hun sover foreligger der en særlig form for redundans, som ofte benævnes pleonasme.

Redundans er et centralt begreb i informationsteori, hvorfra det er kommet ind i lingvistikken, se information.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig