Redoxtitrering, titrering, som baseres på en redoxproces. Metoden anvendes således til kvantitativ bestemmelse af stoffer med redoxegenskaber. Når en redoxtitrering anvendes, er der automatisk indbygget en kemisk selektivitet i metoden, idet langtfra alle stoffer kan indgå i redoxprocesser. Som eksempel på en redoxtitrering kan nævnes jodometrisk bestemmelse af askorbinsyre. Askorbinsyre er en antioxidant, som derfor let selv oxideres. I processen bliver jod reduceret til jodid. Se også titrering.