Redelig forretningsskik er krav ifølge lovgivningen til de erhvervsdrivende om at iagttage en passende forretningsmoral.

Kravet, der altid har været benævnt generalklausulen, kom ind i dansk lovgivning i 1937 til dels efter tysk forbillede og var dengang formuleret således, at handlinger i strid med redelig forretningsskik var erstatningspådragende og kunne forbydes ved dom. I forbindelse med gennemførelsen i 1974 af Markedsføringsloven ændredes det til, at der ikke under udøvelse af erhvervsvirksomhed må foretages handlinger, der strider mod "god markedsføringsskik", men der tilsigtedes ikke dermed nogen realitetsændring.

Med en lovændring fra 2017 følger det af Markedsføringslovens § 3, stk. 1, at den erhvervsdrivende skal udvise god markedsføringsskik under hensyntagen til forbrugere, erhvervsdrivende og almene samfundsinteresser. Af forarbejderne til markedsføringsloven fremgår det, at bestemmelsen om god markedsføringsskik giver de retshåndhævende myndigheder en mulighed for at foretage en løbende normdannelse og videreudvikling af retstilstanden, så den svarer til den gældende samfundsopfattelse af sund og rimelig erhvervsudøvelse. Hvorvidt et forhold er i overensstemmelse med god markedsføringsskik, skal fortolkes i lyset af hensynet til at sikre velfungerende markeder, herunder hensynet til forbrugerne, de erhvervsdrivende og almene samfundsinteresser, som de udvikles over tid.

Kravet om redelig forretningsskik eller god markedsføringsskik indebærer, at der kan ske indgreb mod alle former for urimelige salgs- og reklameforanstaltninger, mod efterligning, snyltning og anden udnyttelse af andres indsats, mod urimelige aftalevilkår og til beskyttelse af den personlige integritet og privatlivets fred. Generalklausulen supplerer hermed de talrige enkeltregler om erhvervsudøvelsen i og uden for Markedsføringsloven, men bestemmelsen har også haft en vigtig retsskabende funktion, fx inden for området med efterligning af produkter og indgreb over for reklamer, der findes etisk stødende.

Det er normalt de erhvervsdrivende selv, der påser, at generalklausulen overholdes, og de indbringer jævnlig overtrædelser for domstolene. Forbrugerombudsmanden påser også reglens overholdelse, navnlig hvis der er tale om forbrugerhensyn.

Fremmed ret

Det krav, at parterne i et kontraktforhold skal iagttage redelig forretningsskik, findes i den tyske Bürgerliches Gesetzbuch (BGB), § 157, der bestemmer, at aftaler skal fortolkes i overensstemmelse med redelig forretningsskik, og i § 242, der bestemmer, at en skyldner skal opfylde sin ydelsespligt i overensstemmelse med redelig forretningsskik. Disse bestemmelser har fået en langt større anvendelse i Tyskland end oprindelig tænkt, idet især § 242 er blevet anvendt som en generalklausul, der har ændret eller begrænset anvendelsen af andre bestemmelser i BGB. De tyske domstole har anvendt reglerne til at forbedre moralen i forretningslivet og til fx at ændre en parts pligt til at opfylde en aftale, hvis opfyldelsen er blevet urimelig byrdefuld. § 242 er endvidere blevet brugt til at imødegå retsmisbrug og til bekæmpelse af urimelige kontraktvilkår. Under tysk påvirkning har generalklausulen om redelig forretningsskik vundet indpas i mange lande, fx USA, Australien, Israel, Holland, Belgien, Italien, Grækenland, Spanien, Portugal og Frankrig.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig