Receptserver, database til elektronisk opbevaring af receptordinationer. Indenrigs- og Sundhedsministeriet oprettede receptserveren i 2006. Den drives af Digitaliseringsstyrelsen og benyttes til i elektronisk form at modtage og opbevare ordinationer fra lægerne og til, at et apotek derefter kan fremfinde en ordination, når patienten henvender sig for at få sin medicin udleveret.

Det er den fordel ved denne teknik, at patienten ikke behøver at medbringe sin (papir)recept på apoteket, ligesom patienten kan henvende sig til et hvilket som helst apotek her i landet. Endvidere kan der elektronisk ske en opsamling og bearbejdning af statistiske oplysninger om salget af receptordineret medicin og dets fordeling (køn, alder mv.).

Myndighederne har udfoldet store bestræbelser for at sikre sig imod ikkeautoriseret adgang til disse personfølsomme oplysninger. Receptserveren benyttes af de alment praktiserende læger, hvorimod praktiserende speciallæger, tandlæger og sygehuse (endnu) ikke er tilkoblet. På længere sigt er det hensigten mere eller mindre at afskaffe papirrecepter.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig