reality-tv

Reality-tv, tv-genre, hvor menneskers umiddelbare handlinger ("virkeligheden") styrer forløbet. Genren vandt indpas i 1990'erne og begyndte med programmer baseret på autentiske optagelser, ofte amatørvideoer, fx af ulykker som i den første succes-serie, Liv eller død (Rescue 911, USA 1989-96).

En anden og nu mere udbredt variant viser en gruppe menneskers reaktioner på at være bragt sammen i længere tid under mere eller mindre ekstreme omstændigheder. MTV-serierne Real World (USA 1992-) og Road Rules (USA 1995-2007) samler unge i hhv. en bolig og på bilrejse. I Robinson Ekspeditionen (Sverige 1997-, dansk version 1998-) sendes deltagerne til en øde ø; det gør de også i Temptation Island (USA 2001-03, dansk version 2002), hvor parforhold sættes på en prøve af fristende fotomodeller, mens de i Big Brother (Holland 1999-2006, dansk version 2001-) er indespærret i et hus.

Senere er konceptet videreført i et utal af rammer. For eksempel følges deltagerne, mens de forsøger at vinde et job hos forretningsmanden Donald Trump i The Apprentice (2004-), som chefkok på en restaurant i Gordon Ramsays Hell's Kitchen (2005-) eller i modebranchen i America's Next Top Model (USA 2003-, dansk version 2010-).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig