realisme - statskundskab

Realisme - statskundskab, Den realistiske skole inden for statskundskab beskæftiger sig navnlig med international politik, der opfattes som styret af magt og snævre nationale interesser, der nødvendigvis må støde sammen på en sådan måde, at konflikt og krig mellem stater altid er en mulighed.

Dette realismesyn går helt tilbage til den græske historiker Thukydid, som formulerede en tidlig version af realismen i sit studium af Den Peloponnesiske Krig (400-t. f.Kr.); Niccolò Machiavelli fremsatte et andet bidrag i Il Principe (udgivet i 1532, da. Fyrsten), og den engelske filosof Thomas Hobbes bidrog i 1651 med sin Leviathan. I nyere tid er teorien om realisme formuleret af bl.a. E.H. Carr, Hans Morgenthau, Raymond Aron, Henry Kissinger og Kenneth Waltz.

Udgangspunktet er et pessimistisk syn på menneskets natur; mennesket er grundlæggende egoistisk og magtbegærligt, og en følgeslutning heraf er, at international politik nødvendigvis må forme sig som en magtkamp mellem stater.

Uden en verdensregering til at afgøre tvister mellem landene er det internationale system at betragte som et anarki, hvor bevæbnede, suveræne stater står over for hinanden. Enhver stat må tage vare på egen sikkerhed ved at ruste sig og ved at søge alliancer med andre stater for derigennem at forbedre sin magtposition. Krig kan bedst forhindres gennem magtbalance, hvor stater eller grupper af stater, der er nogenlunde lige stærke, vogter på hinanden, men der vil altid være en risiko for voldelig konflikt, især gennem forskydninger i magtbalancen.

Realismeteorien har to hovedvarianter, den klassiske realisme og neorealismen. Den klassiske realisme er optaget af de politiske og moralske dilemmaer, som statsledere står over for. Thukydid, Machiavelli, Hobbes og Morgenthau er eksempler på klassiske realister. Morgenthau understreger, at gængse moralbegreber ikke gælder i international politik; kølig magtpolitik er nødvendig, for kun på den måde kan befolkningens sikkerhed og velfærd varetages bedst muligt.

Neorealismen flytter blikket væk fra statslederne og over på det internationale system. Neorealisten Kenneth Waltz mener, at aktørerne er mindre vigtige; det internationale systems struktur, dvs. anarkiet og magtbalancen, tvinger under alle omstændigheder aktørerne i retning af at handle på bestemte måder; ligeledes vil småstater være tvunget til at alliere sig med stormagter for at få varetaget deres sikkerhed og bevare maksimal handlefrihed.

Kritikere af realismeteorien hævder, at den er for pessimistisk: Mennesket er ikke kun drevet af egoisme og magtbegær, og der kan ske fremskridt, også i international politik. Ud fra en liberalistisk synsvinkel går konsoliderede demokratier ikke i krig med hinanden, og forøgelsen i antallet af sådanne demokratier vil derfor reducere magtkampe og voldelige konflikter i det internationale system. Se også international politik.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig