re-

Re-, (lat. 'igen, tilbage'), foran vokal undertiden red-, latinsk og internationalt præfiks, der har flere betydninger:

1) 'tilbage', især ved bevægelse, fx regressiv, af latin regredi 'gå tilbage', beslægtet med latin gradus 'skridt, trin'; modsat pro- 'frem';

2) bruges også mere abstrakt om henføring til rette plads eller tilbageføring til bestanddele, fx redigere, af latin agere 'bevæge, handle', om det at samle skriftligt stof til en helhed og evt. indføje det i en større sammenhæng, og relativ 'henførende', af latin relatus 'tilbageført', om noget, der forholder sig til noget andet; betegner fx visse pronominer, men bruges i daglig tale ofte blot i betydningen 'temmelig';

3) 'igen, på ny' om noget, der gentages eller genoptages, fx revidere '(gennem)se på ny', af latin videre 'se', og reeksaminere 'eksaminere om igen'.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig