En bitmapfil
En forenklet gengivelse af en bitmapfil.
En bitmapfil
Licens: CC BY SA 3.0

Bitmap eller BMP er en formatbetegnelse for et digitalt billede, hvor hver billedinformation (kaldet pixel) er defineret ved en gråtone eller en farve og en position. Formatet blev defineret af Microsoft, men det kan bruges af praktisk talt alle computersystemer, og det kræver ikke et særligt program.

Gråtoner

Informationen om gråtonen eller farven for et givet punkt beskrives i en byte, der består af 8 bit (deraf første del af navnet, bitmap). I et 8-bit system kan man beskrive 256 nuancer, og det er nok til at beskrive de gråtoner i et sort-hvidt billede, øjet kan opfatte. Alle toner får tildelt en værdi mellem 0 (sort) og 255 (hvidt).

Farver

Møns Klint med farveopdeling
Et billede af Møns Klint, med opdeling i rød, grøn og blå. Øverst set det samlede billede.
Møns Klint med farveopdeling
Licens: CC BY SA 3.0

Ved et farvebillede bruges 3 byte pr. pixel, nemlig en byte for informationen om rødindholdet i et billede, en byte for grønindholdet og en byte for indholdet af blåt. Da der på den måde er tre hele 8-bits billeder, kaldes et farvebillede et 24-bit billede og fylder altid 3 gange så meget som et sort-hvidt billede. Samtidig give de tre lag mulighed for at beskrive ca. 16,7 millioner farver – og det er langt over det, øjet kan opfatte.

Billedinformationer

Informationen om punktets placering i billedet defineres af dets placering i den filstreng, det digitale billede er beskrevet i. Når det indlæses i en computer, bliver informationerne efter tur placeret i et rektangulært mønster, som en slags mosaik (eller et map), og alle billedinformationerne bliver gengivet som kvadratiske pixels.

Pixels

Udsnit af digitalt billede
Udsnit af digitalt billede, med tydelig gengivelse af kvadratiske pixels.
Udsnit af digitalt billede
Licens: CC BY SA 3.0

Et digitalt billedes opløsning – og det gælder både bitmapformatet og andre formater – beskrives ved antallet af pixels i mosaikken. Det kan fx være 4000 pixels på den længste led og 3000 pixels på den korteste. Et sådan farvebillede vil have 12 millioner pixels og fylde 36 Mb i 8 bit. Hvis det er sort-hvidt billede vil det fylde 12 Mb.

Billedformater

Et bitmapbillede kan også være en 32 bits fil. De sidste 8 bit bruges til en såkaldt alfakanal. I daglig brug er bitmapformatet dog ikke så anvendt længere. Der er brug for flere informationer i filerne og en større bitdybde, så formaterne RAW (det 16-bits optageformat de professionelle fotografer bruger), PSD (Photoshopformatet), TIFF og JPEG er langt de mest brugte.

Se mere i Den store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig