ran

I middelalderens landskabslove skelnede man mellem ran og tyveri. Ran adskilte sig fra tyveri ved at blive foretaget åbenlyst og dermed var det ikke forbundet med æreløshed, mens tyveri blev begået hemmeligt. Ran blev straffet med en bøde på 3 mark til den forurettede og en tilsvarende bøde til kongen, mens tyveri i nogle tilfælde kunne straffes med hængning.

Forskellen mellem straffene for ran og tyveri skyldtes, at både at tyven og ransmanden indtog forskellige sociale positioner i samfundet, og at skjulte handlinger blev anset som æreløse. Tyven var typisk ejendomsløs og var af samme grund i ældre tid udsat for den bestjålnes øjeblikkelige hævn, hvorimod ransmanden ofte var af høj social status og i kraft heraf så sig i stand til åbenlyst at gennemføre sit forehavende. En umiddelbar hævn over for ransmanden var derfor forbundet med en vis risiko, ligesom ransmandens sociale position begunstigede en forligsmæssig ordning.

Genstand for ran var i almindelighed løsøre, men også handlinger rettet mod fast ejendom blev betegnet som ran, fx opførelse af hus på fremmed grund. Ransbegrebet var på landskabslovenes tid genstand for en væsentlig udvidelse, idet man til ran også henregnede en række handlinger, som indebar en klar tilsidesættelse af en anden persons ret, fx visse former for åbenlys tingsbeskadigelse og uretmæssig vægring ved at efterkomme en forpligtelse.

Christian 5.s Danske Lov fra 1683 videreførte en lang række af landskabslovenes regler om ran. Med tiden blev forskelsbehandlingen af tyveri og ran anset for uhensigtsmæssig, og samme straf for ran og tyveri blev indført ved Tyveriforordningen af 1840 og Straffeloven af 1866.