radioteater

Statsradiofonien, der blev grundlagt 1926, sendte allerede i det første år klassisk scenedramatik direkte fra radiostudiet ud i æteren. Det var forløberen for moderne radioteater. I de følgende årtier blev danske forfattere opfordret til at skrive for det nye medie. Men det var kun få, fx H.C. Branner, Leck Fischer og Soya, der med held udforskede dets muligheder. I årene før fjernsynets udbredelse var serier som Familien Hansen (1929-49) og Gregory-mysteriet (1954) uhyre populære. Samtidig sendtes store klassiske scenedramaer, ofte i radiobearbejdelse. Her blev skrevet radiohistorie gennem store skuespillerpræstationer, delvis bevaret for eftertiden.

Kunstartens egentlige gennembrud blev imidlertid først muligt med båndteknikkens indførelse fra slutningen af 1940'erne. Hermed fik Radioteatret mulighed for klipning, redigering og montering, der lignede filmens. I konkurrencen med det nye tv-medie valgte Radioteatrets ledelse at rendyrke det specielt radiofoniske og intensivere arbejdet med danske forfattere. I 1950'erne og 1960'erne blev Radioteatret, særlig i Jørgen Claudis (1916-71) chefperiode (1964-71), en betydningsfuld rugekasse for ny dansk dramatik. Forfattere som bl.a. Anders Bodelsen, Inger Christensen, Svend Åge Madsen, Finn Methling, Ernst Bruun Olsen, Leif Panduro, Klaus Rifbjerg og Ulla Ryum skrev for mediet; men også udenlandsk klassisk og moderne dramatik var på repertoiret. Radioteknikeren Finn Quist (1933-72) gjorde et pionerarbejde for at udvikle det kunstneriske potentiale i den nye teknik, og instruktører som Sam Besekow, Søren Melson og Carlo M. Pedersen fremstod som både eksperimenterende og vægtige radioinstruktører. I 1990'erne har den digitale redigeringsteknik givet uanede muligheder for manipulation med stemmer, lyd og musik. En ny generation videreudvikler til stadighed radioteatret som kunstform, blandt instruktørerne fx Emmet Feigenberg, Carsten Grønning, Madeleine Røn Juul, Ole Kröll, Henrik Sartou og Daniel Wedel (f. 1965), hvor sidstnævnte i særlig grad har eksperimenteret med at blande fiktion og lydbilleder fra virkelighedens verden. Efter en nedgangsperiode i 1980'erne, hvor Radioteatret blev meget underholdningspræget, vendte det med 1990'erne tilbage til sin mangeårige interesse for det originale radiospil og genopbyggede sin kontakt til nogle af de store radiodramatikere som Finn Methling, Klaus Rifbjerg og Erling Jepsen, men fandt også en ny generation af "fantaster" som T.S. Høeg, Line Knutzon, Morti Vizki og Jens Blendstrup, men samtidig en interesse for dokumentariske fiktionsformer fx hos instruktøren Daniel Wedel. I 2000 skiftede Radioteatret navn til Radio Drama.