radioimmunologisk metode

Radioimmunologisk metode, radioimmunanalyse, sensitiv og specifik teknik til måling af tilstedeværelse og koncentration af et antistof eller et antigen i blodet, fx hormoner. Metoden blev udviklet i slutningen af 1950’erne af Rosalyn Yalow og Solomon A. Berson.

En radioimmunologisk undersøgelse udføres ved at mærke et antigen med fx radioaktivt jod. Det radioaktivt mærkede antigen blandes med en kendt mængde antistof til antigenet. Herefter tilsættes en serumprøve indeholdende en ukendt mængde antigen fra en patient. Det ikke-mærkede antigen fra serumprøven vil konkurrere med det radioaktivt mærkede antigen om bindingspladserne på antistoffet; når koncentrationen af ikke-radioaktivt antigen øges, bindes mere af dette til antistoffet, og mere radioaktivt mærket antigen vil fortrænges.

Efter inkubation separeres det bundne antigen fra det ikke-bundne. Forholdet mellem bundet og frit radioaktivt mærket antigen beregnes. Ved brug af standarder kan man frembringe en bindingskurve, hvor indholdet af antigen i patientens serum kan aflæses.

Radioimmunologiske metoder har meget høj sensitivitet. I nogle systemer kan man måle koncentrationer så lave som 10^-14 mol/l. Også specificiteten er usædvanlig høj. Visse antisera kan skelne mellem thyroxin og trijodthyronin, som kun adskiller sig ved et enkelt jodatom, eller mellem kortisol og kortikosteron, som kun adskiller sig ved en hydroxylgruppe (OH).

Den radioimmunologiske metode kan også bruges uden anvendelse af immunologiske principper. I stedet for et specifikt antistof kan det være et specifikt reagerende bindingsstof. Det kunne dreje sig om et bindingsprotein i plasma, fx thyroxinbindende globulin eller kortisolbindende globulin, eller en receptor i vævet. I stedet for mærkning med radioaktive isotoper kan anvendes andre markører som enzymer og fluorescerende eller luminiscerende stoffer.