radioaktivt affald

Radioaktivt affald, værdiløse genstande og materialer, der som følge af menneskelig virksomhed indeholder væsentlige mængder kunstigt frembragte radioaktive stoffer. Andre affaldsprodukter, hvor naturligt forekommende radium-, uran- eller thoriumisotoper er gjort mere tilgængelige, karakteriseres dog også som radioaktivt affald. Affaldet kan være fast, flydende eller luftformigt.

Produktion af plutonium til brug i kernevåben førte til dannelse af de første større mængder radioaktivt affald, navnlig i USA (se Hanford) og Sovjetunionen. Den tekniske håndtering af affaldet var primitiv og gav anledning til uheld og forurening af omgivelserne. Oprydningen tager lang tid og er stadig mangelfuld, navnlig i det tidligere Sovjetunionen.

Aktivitetsmæssigt er affaldet fra civile kernekraftværker helt dominerende, og man er samtidig blevet meget bedre til at håndtere det. Aktiviteten skyldes enten restprodukter fra fission af uran og plutonium eller aktivering ved neutronindfangning i bl.a. konstruktionsmaterialer.

Affaldet opdeles i højaktivt, mellemaktivt og lavaktivt affald. Det højaktive affald er det brugte brændsel fra reaktorerne eller restprodukterne fra oparbejdning af reaktorbrændsel, hvis man har valgt at genvinde tilbageværende uran og plutonium. Restprodukterne fra oparbejdningen fremkommer som en opløsning, som omdannes til et glasprodukt, der indstøbes i rustfri stålcylindre. Mængdemæssigt er der fra driften af en 1000 MW kernekraftreaktor årlig tale om ca. 30 t brugt brændsel eller 3 m³ glas. Aktiviteten i det højaktive glas aftager og vil efter 1000 år være reduceret til ca. en tusindedel. Derefter sker henfaldet langsommere, og materialet kommer mere og mere til at ligne uranmalm.

Det mellem- og lavaktive affald er radioaktivt forurenede eller aktiverede genstande og materialer, som fremkommer ved drift af især reaktorer og oparbejdningsanlæg. Nedrivning af gamle nukleare anlæg og udvinding af uran i miner giver også betydelige mængder lavaktivt affald.

Anlæg til deponering af lav- og mellemaktivt affald er i drift i de fleste lande med kernekraftværker. Politisk uenighed og ekstraordinært store krav til sikkerheden har medført, at slutdeponering af højaktivt affald først finder sted et stykke ind i 2000-t. Anbringelse i dybe geologiske lag er den foretrukne metode, men man vurderer også muligheden for transmutering, dvs. destruktion af langlivede isotoper ved bestråling under særlige betingelser.

I Danmark er der kun tale om små mængder, som væsentligst hidrører fra forskning og medicinsk brug af isotoper. Regler for, hvornår affald skal behandles som radioaktivt, udformes af Sundhedsstyrelsen, Statens Institut for Strålebeskyttelse, der er tilsynsmyndighed for brug af radioaktive stoffer i landet. Mellemlagring af affaldet finder sted på Forskningscenter Risø. Efter lukning i 2000 af reaktoren DR3 på Forskningscenter Risø er slutdeponering af dansk radioaktivt affald, eller mellemlagring et andet sted i Danmark end Risø, blevet aktuel. Affaldet stammer dels fra ca. 40 års drift af nukleare forskningsanlæg på Risø og fra nedrivning (dekommissionering) af disse anlæg, dels fra forskning andre steder i Danmark samt fra hospitaler og industri. I alt bliver der tale om omkring 5000 m³ affald, en beskeden mængde set i international sammenhæng, især da det meste er lavaktivt.

Det undersøges fortsat, om der er mulighed for at bortskaffe specielle typer affald til udlandet, men den generelle holdning internationalt er, at radioaktivt affald skal deponeres i det land, hvor det er opstået. I Danmark ligger ansvaret for slutdeponering hos det i 2000 stiftede statsselskab Dansk Dekommissionering. Pladsvalg og udformning af depotet sker i henhold til VVM-direktivet (Vurdering af Virkninger på Miljøet).