Rørhatte er en slægt af hatsvampe, hvor sporerne dannes i rør på undersiden af hatten. Næsten alle arter i slægten danner ektomykorrhiza med træer, se mykorrhiza. Slægten omfatter adskillige gode spisesvampe, fx spiselig rørhat (Boletus edulis), også kaldet karljohan, og brunstokket rørhat, B. badius, men også nogle uspiselige eller ligefrem giftige arter som satans rørhat, B. satanas. Da rørhattene er meget lette at kende fra andre svampe, hører deres spiselige arter til de mest eftertragtede spisesvampe.

Faktaboks

Også kendt som

Boletus

Alle rørhatte kendes på, at de ikke har lameller, men små åbninger under hatten, og at rørlaget let lader sig fjerne fra hatkødet med en finger. Alle dele af de spiselige rørhatte kan spises, også rørene. Rørhatte, der er blevet ældre, kan blive angrebet af skimmel mv., hvilket misfarver dem og gør dem uspiselige.

Tidligere regnedes alle arter med hat og rør til slægten rørhat, men nu er en række slægter skilt ud i bl.a. slægterne skælrørhat, Leccinum, og slimrørhat, Suillus.

Blandt poresvampene findes en del lignende slægter, men hvor rørhattenes rør let kan skilles fra hinanden og fra hatten, er poresvampenes porer fuldstændig sammenvoksede med både hinanden og hatkødet.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig