rørdrummer

Rørdrummer, Botaurinae, underfamilie af hejrer omfattende fire mellemstore arter i slægten Botaurus (56-85 cm) samt dværghejrerne (Ixobrychus, otte arter, 27-66 cm). Rørdrummer lever i tæt sumpvegetation. Når de føler sig truet, stivner de i en opret stilling med næbbet pegende opad, hvilket gør dem næsten usynlige i den tætte vegetation. Mens de fleste andre hejrer yngler i kolonier, ruger rørdrummer næsten altid enkeltvis. Hos Botaurus annoncerer hannen sin tilstedeværelse ved en dump "pauken", der lyder omtrent, som når man puster i en flaske, og som kan høres på flere kilometers afstand. Se også hejrer.

Faktaboks

etymologi:
Ordet rørdrum kommer af mnty. rordum, af mhty. Rortrumel, 1. led 'rør', 2. led lydord til efterligning af fuglens parringsstemme.

I Danmark er rørdrummen (B. stellaris) for tiden (2009) en fåtallig ynglefugl i fremgang (ca. 400 par) i vidtstrakte rørskove; flest høres i Vejlerne i Thy og i søerne ved Maribo. Den er vidt udbredt i tempereret Europa og Asien. En del af de danske ynglefugle overvintrer i Vest- og Sydeuropa, mens andre bliver i landet. Den amerikanske rørdrum (B. lentiginosus) er truffet et par gange i Danmark, mens dværghejren (I. minutus), der yngler i Syd- og Mellemeuropa helt op i Slesvig-Holsten, er noget hyppigere.

Hør rørdrummen:

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig