Røntgenundersøgelse (Tredimensional røntgenundersøgelse), Et almindeligt røntgenbillede er et todimensionalt skyggebillede af samtlige de strukturer, som strålingen har passeret i det tredimensionale objekt. Vævsstrukturer, der ligger enten fortil eller bagtil i patienten, men i samme stråleretning, projiceres samme sted på filmen. Radiologen kan på baggrund af sin anatomiske viden til en vis grad fortolke billedet tredimensionalt, men en mere præcis rumlig opfattelse af objektet kræver, at der optages billeder i flere forskellige vinkler, ofte blot i to på hinanden vinkelrette planer i form af forfra- og sidebillede. Alternativt har man benyttet stereoskopiske optagelser, hvorunder to røntgenbilleder optaget fra lidt forskellige vinkler svarende til de to øjnes forskellige position betragtes med en særlig kikkertindretning af højre og venstre øje for sig, men denne teknik har aldrig fået stor betydning.
En vigtigere metode til rumlig lokalisation er røntgenoptagelser i form af snitbilleder (tomografi), hvorved kun de vævsstrukturer, der ligger i samme bestemte plan, bliver afbildet for ét plan ad gangen. Metoden anvendes også, når det område, man vil undersøge, er vanskeligt at se, fordi det overlejres af kraftigt absorberende væv, fx knogler, eller af organer med stærkt varierende skyggemønster, fx luft- og væskefyldte tarmslynger. Teknikken ved tomografi består i, at man under hele eksponeringen af billedet lader strålekilden, dvs. røntgenrøret, og filmkassetten bevæge sig samtidigt og med proportionale bevægelsesudslag, men i modsat retning omkring en tænkt fælles omdrejningsakse i patienten. Alle strukturer, der ligger i samme plan som omdrejningsaksen, vil af strålerne under hele eksponeringen blive projiceret på et uforandret sted på filmen og således blive skarpt aftegnet, mens billedet af elementer, der ligger foran eller bag ved omdrejningsaksens plan, hvert øjeblik under eksponeringen projiceres et nyt sted på filmen og således bliver udvisket.
En stor del af tomografiens anvendelsesområder forsvandt, da man med fremkomsten af CT-scanning i løbet af 1970'erne fik rådighed over en langt mere sofistikeret røntgenteknik, der kunne fremstille tværsnitsbilleder af organismen. Da man for hvert CT-billede kun bestråler den tynde skive af kroppen, som skal afbildes, og da den gennemfaldende stråling måles elektronisk, er metoden meget mere følsom over for små forskelle i vævenes beskaffenhed end optagelser med film-folie-kombinationer.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.