Qivittoq, (grønl. 'fjeldgænger, eneboer', af qivi- 'vende sig bort'), fjeldgænger, fjeldgangsmand, i Grønland om person, der enten følte sig krænket eller skuffet og derfor valgte at leve en eneboertilværelse i fjeldhuler. Man forestillede sig, at fjeldgængere med tiden antog dyrelignende træk i form af stærkt udviklede sanser og overnaturlige evner; bl.a. troede man, at en qivittoq efter døden levede videre som spøgelse. Uforklarlige hændelser tilskrives undertiden de frygtede fjeldgængere, som ligeledes observeres glimtvis i nutidens Grønland. Fjeldgængeren er den personificerede ensomhed, der står i kontrast til det gode liv i form af det menneskelige fællesskab. Begrebet er kendt fra 1700-t.s Vestgrønland, men tilsyneladende ikke fra andre inuitbefolkninger.