Qajarerne, turkmensk nomadeføderation oprindelig hjemmehørende i det nordlige Azarbaidjan. Mod slutningen af 1700-t. blev qajarerne en magtfaktor i Iran. Føderationens leder, Agha Muhammad (1742-97), udnyttede de vedvarende tronstridigheder mellem Zanddynastiets medlemmer til at erobre det centrale Iran, og i 1796 antog han shahtitlen. Hans efterfølgeres bestræbelser på at genvinde områder i Azarbaidjan og Khorasan blev standset af Rusland og Storbritannien, og især nederlag til Rusland i begyndelsen af 1800-t. fik qajarherskerne til at iværksætte en reorganisering af militæret og administrationen efter europæisk forbillede. Rigets begrænsede resurser forhindrede dog reformerne i at blive effektive, selvom det faktisk lykkedes qajarerne at skabe intern ro i Iran, indtil den russiske og britiske indflydelse for alvor blev mærkbar i 1800-t.s anden halvdel. En voksende oppositionsbevægelse gjorde qajarerne ansvarlige, og efter en række uroligheder indførtes i 1906 en forfatning og et parlament. Efter 1. Verdenskrig blev den sidste qajarshah afsat af militæret. Se også Iran (historie).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.