Pyrenæerhund, hyrdehund fra Pyrenæerne. Den er stor og kraftig; højden over skulderen er for hanner 70-80 cm, for tæver 65-72 cm. Den lange og rigelige pels er hvid med grå, gulgrå, ulvegrå eller grævlingefarvede partier på ørerne og ved haleroden. En pyrenæerhund skal have dobbelte ulvekløer på bagbenene; dette er blevet tolket som en tilpasning til uvejsomt terræn. Som hyrdehund var racens funktion at beskytte hjorden mod ulve, bjørne og tyve; i dag er den først og fremmest en familiehund.