put and take-fiskeri

Put and take-fiskeri.

.

Put and take-fiskeri, fiskeriform, hvor opdrættede fisk, som er udsat i fangbar (1-5 kg) størrelse i lukkede damme og småsøer, opfiskes af lystfiskere inden for en kort tidsperiode.

Faktaboks

etymologi:
1. led i put and take-fiskeri kommer af engelsk put 'anbringe' og take 'tage' eller (om fisk) 'bide på'.

I Danmark benyttes væsentligst ørred, regnbueørred, kildeørred eller krydsninger heraf som udsætningsfisk, men også karpe, aborre, gedde, sandart og ål bruges lejlighedsvis. Denne fiskeriform benyttes især af turister og sportsfiskere, som ikke praktiserer det væsentlig mere krævende frivandsfiskeri i åer og langs kysten.

Der kræves ikke fisketegn, kun en betaling for at komme ind på området eller en betaling pr. fangst. Da antallet af fiskere ved put and take-søer kan være stort, er det nødvendigt daglig at opgøre de samlede fangster og gennem løbende udsætning af nye fisk holde en konstant, men unaturlig stor fiskebestand i søen for at sikre fangst for fiskerne.

Antallet af put and take-søer i Danmark er ukendt, men ligger skønsmæssigt på mindst 200.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig