Purhépecha er en oprindelig befolkningsgruppe på ca. 140.000 mennesker (2015) i den nuværende mexicanske stat Michoacán. I kulturel henseende adskiller de sig markant fra Mesoamerika på flere områder, og deres sprog tilhører ikke nogen kendt sprogfamilie.

Faktaboks

Også kendt som

purépecha; folket blev tidligere kaldet taraskere og sproget taraskisk.

Tidligere var purhépechas økonomi i høj grad baseret på fiskeri, hvilket afspejles i regionens navn, Michoacán, fra nahuatl (aztekisk) 'fiskernes sted'. I de senere årtier har landbrug og kvægdrift i stigende grad afløst fiskeriet som hovedindtægtskilde.

Purhépechas historie

I postklassisk tid, ca. 900-1520, dominerede purhépecha i det nordvestlige Mesoamerika. Under ledelse af herskeren Taríacuri oprettedes i 1200-tallet en purhépechastat med byen Tzintzuntzan som det politiske og religiøse magtcenter.

Taríacuri indførte en ny, streng statsreligion, gjorde al jord og vand til fast statsejendom og søgte i det hele taget at tage afstand fra de centralmexicanske traditioner og dermed fra aztekerne. Tzintzuntzan, Pátzcuaro og de øvrige purhépecha-byer var i øvrigt kendt for deres kobberindustri og den særegne form for tempelarkitektur yácata, hvori man kombinerede en rektangulær og en rund bygning.

Aztekiske herskere forsøgte gentagne gange i 1400-tallet at indlemme purhépecha i Aztekerriget, men altid uden held. Mod netop purhépecha led den aztekiske hær i 1479 under ledelse af Axayacatl således et af sine sjældne nederlag. Senere blev der trukket en skarp nord-syd-grænse, markeret ved en række forter, mellem de to områder. I 1522 overgav herskeren, Tangáxuan 2., sig imidlertid til den spanske conquistador Olid (ca. 1488-1524) uden egentlig kamp, måske efter at have set, hvilken skæbne der var overgået de gamle aztekiske arvefjender.

Sproget purhépecha

Sproget purhépecha, tidligere kaldet taraskisk, tales i moderne tid af ca. 140.000 mennesker (2015), dvs. næsten alle i den etniske gruppe. Der er ikke påvist et historisk slægtskab mellem purhépecha og noget andet kendt sprog i verden, og det er således et isolat. I grammatisk henseende har sproget polysyntetiske træk.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig