Pukkelhvalen bliver op til 15 m lang og vejer op til 30 tons. Ungen måler 4,5 m ved fødslen og vejer 1-2 tons. Pukkelhvalen er en af de mest aktive storhvaler; den udfører spektakulære kraftspring helt ud af vandet og laver slag med halefinnen og lufferne.
Faktaboks
- Også kendt som
-
Megaptera novaeangliae, knølhval
Hannerne er kendt for den længste og mest komplekse sang i hele dyreriget. Kun hannerne synger og kun i yngletiden. Sangen ændres en lille smule fra år til år. Der er stor forskel mellem sangene i det nordlige Stillehav, Nordatlanten og i de sydlige oceaner, mens sangen inden for de tre områder er bygget over samme grundskema hos de enkelte bestande.
Verdensbestanden er på ca. 30.000 dyr. Pukkelhvalen tilbringer vinteren i yngleområder omkring ækvator og sommeren i fourageringsområder i koldt vand og foretager således vandringer på flere tusinde kilometer. Den yngler og fouragerer på lavvandede banker. Pukkelhvalen er vidt udbredt i alle oceaner fra polerne til ækvator. Arten er enkelte gange meldt observeret i Danmark; strandede eksemplarer kendes fra 1905 og 2015.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.