Pueblofolk er oprindelige folkeslag i det amerikanske Sydvesten, opkaldt af de spanske erobrere efter deres byer; se pueblo.

I omkring 2010 udgjorde pueblofolkene ca. 75.000 mennesker. De er centreret i det nordlige New Mexico omkring øvre Rio Grande og dens bifloder, hvor der i 1990'erne findes 18 puebloer. Længere mod vest findes zuni, og i det nordlige Arizona ligger hopilandsbyerne; se hopi. En gruppe findes i El Paso i Texas.

Trods sproglige samt økologisk og historisk betingede forskelle i den sociale og politiske organisation opviser puebloindianerne en relativt ensartet kultur orienteret omkring et rigt ceremonielt liv, som delvis udfolder sig i underjordiske rum (kivaer), hvortil ikke-indviede kan formenes adgang. Tidligere ernærede pueblofolkene sig ved landbrug, men i dag er lønarbejde og kunsthåndværk, især keramik og sølvsmedearbejde, mere fremtrædende.

Pueblofolkenes sprog

Den kulturelle interaktion i pueblofolkenes område går ca. 2000 år tilbage, hvilket har resulteret i et sprogforbund, som i dag omfatter keresansk, tanoansk, zuni, hopi og apache. Disse nordamerikanske sprog er, skønt de tilhører eller repræsenterer fem forskellige sprogætter og isolater, fælles om træk som glottaliserede konsonanter, toner, ustemte vokaler og dualis; alle disse træk er generelt fraværende i tilgrænsende områder.

Udforskningen af sprogene varierer stærkt, idet keresanske og tanoanske sprog kun er sparsomt beskrevet, mens hopi er et af de grundigst udforskede sprog i Nordamerika.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig