Pudsning, påføring af mørtel for at give murværk særlige overfladeegenskaber som jævnhed, styrke, brandmodstand, lydabsorption eller udseende. Pudsning kan foretages med forskellige mørteltyper og påføres normalt i tre arbejdsoperationer: grunding (udkast), grovpuds og slutpuds (finpuds). Grunding kastes på murværket for at sikre vedhæftning, hvorefter grovpudset udjævner og udfylder. Slutpudset giver den ønskede overflade. Den samlede tykkelse af et pudslag er normalt 1-1,5 cm, men tidligere brugtes også tykkere lag påført i flere omgange.

Murværk kan også tyndpudses med en særlig arkitektonisk virkning. Først pudses med et tyndt pudslag, hvorefter der ved vandskuring skures med en våd mursten, ved filtsning behandles med et bræt, ved sækkeskuring med sækkelærred og ved berapning med en fugtet græskost.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig