Prøveløsladelse, betinget eftergivelse af en del af en fængselsstraf på mindst tre måneder på de vilkår, at den prøveløsladte i en prøvetid ikke begår ny kriminalitet og efterkommer betingelser, som Kriminalforsorgen har fastsat. Regler om prøveløsladelse findes i Straffeloven § 38 og § 39. Vilkår for prøveløsladelse er fx tilsyn af Kriminalforsorgen og gennemførelse af behandling for narkotika- eller alkoholmisbrug. Prøveløsladelse, efter at 2/3 af straffen er udstået, er et sædvanligt led i straffuldbyrdelsen, men kan nægtes, hvis der er væsentlig risiko for ny kriminalitet, der ikke kan begrænses ved tilsyn og vilkår.

I ekstraordinære tilfælde, og når den indsatte er en udlænding, der skal udvises af Danmark, efter at straffen er afsonet, kan prøveløsladelse ske efter afsoning af halvdelen af straffen, men i praksis sker prøveløsladelse i disse tilfælde, når næsten 2/3 af straffen er udstået.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig