Præmenstruelt syndrom, PMS, samling af symptomer i form af fysiske og psykiske ændringer, der kan optræde fra ægløsningstidspunktet til to dage efter en menstruation. Tilstanden er dårligt defineret, og symptomernes årsag er uafklaret. Mere end 100 forskellige symptomer, varierende fra let træthed til dybtgående psykiske ændringer, har været beskrevet som led i PMS. De almindeligste symptomer er ængstelse, irritation, humørsvingning, hovedpine, brystspænding, oppustet mave og vægtøgning.

Faktaboks

Etymologi
Ordet præmenstruel kommer af præ- og afledn. af menstruation.

Fysisk træning, diæt, hormonbehandling med gestagen, vanddrivende lægemidler og psykofarmaka har været brugt som behandling, uden at der foreligger videnskabelig dokumentation for virkningen heraf.

Strafferet

Præmenstruelt syndrom kan efter nogle forskeres opfattelse medføre øget risiko for, at en kvinde begår visse kriminelle handlinger, fx vold, børnemishandling, butikstyveri eller brandstiftelse. Andre forskere afviser denne sammenhæng, og et videnskabeligt bevis i den ene eller den anden retning eksisterer næppe. Det er uvist, om danske domstole vil tillægge præmenstruelt syndrom betydning. I andre retssystemer, fx det engelske, anerkendes det, at præmenstruelt syndrom kan medføre nedsat tilregnelighed.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig