Prototypeteori, psykologisk teori om kategorisering, dvs. begrebsmæssig indordning af genstande. En genstand indordnes under et begreb på grundlag af dens lighed med en prototype, dvs. en grundform, det mest typiske eksempel. Den prototypiske fugl er for de fleste en spurvefugl, fx en rødhals, den prototypiske stol er en traditionel spisestuestol. Pingviner og flamingoer, barstole og trebenede skamler er langt fra at være prototypiske eksemplarer.

Små børn lærer prototyper at kende før de usædvanlige eksemplarer. Undersøgelser viser også, at både børn og voksne nævner de mest prototypiske genstande fra en kategori før de mere usædvanlige. Prototypeteori er især udformet og udforsket af den amerikanske psykolog Eleanor Rosch (f. 1938).

Sprog

Prototypeteori spiller en stor rolle i moderne sprogvidenskab, især inden for den kognitivt orienterede lingvistik, både ved semantisk kategorisering og strukturering af begreber og ved grammatisk analyse af sproglige kategorier. Man kan således beskrive kasus- eller tempusbøjningsformer som mere eller mindre metaforiske udvidelser af prototypiske kernebetydninger.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig