protese

Protese. Underbensprotese til anvendelse efter amputation lige under knæet. En kraftig silikonestrømpe slutter helt tæt til amputationsstumpen og fordeler belastningen. Forneden ender strømpen i en indstøbt tap. Denne kan glide ind i et hul i bunden af den tragtformede overdel af protesen, hvor den fastlåses vha. en fjederanordning, som kan frigøres udefra, når protesen skal tages af. Protesens justerbare mellemstykke er forsynet med stød- og vridningsdæmpere (nederst tv.). Mellemstykket (nederst th.) dækkes af et plastmateriale med hudfarvet overflade. Foden er dynamisk, idet indbyggede kulfiberfjedre ved gang oplagrer energi til afsæt.

.

Protese. Træben af egetræ fra begyndelsen af 1300-t., fundet på voldstedet Borringholm i Gribskov. Det er Danmarks eneste kendte arkæologiske fund af denne type. På samtidige kalkmalerier ses Fanden ofte afbildet med lignende træben, hvilket ligger bag udtrykket Haltefanden. Den tids bærere af træben blev ofte betragtet som mindreværdige.

.

Artikelstart

Protese, (af gr. prothesis, af pro- og thesis 'det at stille, sætte'), kunstig erstatning af en manglende eller defekt legemsdel. Proteser kan være fremstillet af enten kosmetiske eller funktionelle hensyn.

Kosmetiske proteser benyttes bl.a. ved en manglende hånd, arm, øje (glasøje) eller brystkirtel efter operation for brystkræft. De funktionelle proteser anvendes især efter amputation af et ben eller en hånd. Ældre tiders træben er afløst af proteser fremstillet efter mål af en bandagist og tillader for benprotesers vedkommende, at patienten kan gå næsten naturligt. På overarmen kan benyttes proteser med snoretræk til modsatte skulder, så patienten kan udføre gribebevægelser med den kunstige hånd- og armprotese. Bedre funktion opnås med elektrisk styrede armproteser, der opfanger de svage signaler fra den resterende muskulatur på armstumpen, så protesehånden kan stimuleres til at bevæge sig vha. indbyggede motorer. Funktionelle proteser kan også være opereret ind i kroppen i form af ledproteser, blodkarproteser eller hjerteklapproteser. Se også tandprotese.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig